Esbjerg fB lufter truppen mod Aalborg Chang

25. sep. 2013

Esbjerg fB giver midt i et hårdt program med kampe i Superligaen og Europa League spilletid til en række af de spillere, der kun i begrænset omfang har været på banen i de hidtidige kampe, når holdet torsdag eftermiddag indleder pokalforsvaret mod Aalborg Chang fra serie 1.

Den alternative trup, der er suppleret med nogle af de bedste spillere fra det ubesejrede mandskab i U19 Ligaen, er ingenlunde udtryk for, at EfB tager let på DBU Pokalen.

- Opgøret mod Aalborg Chang er en vigtig kamp i en betydende turnering, som vi under ingen omstændigheder ønsker at forlade på dette tidlige tidspunkt. Vi skal vinde. Kampen er en god lejlighed til at se nogle af de dygtige spillere, der indtil nu ikke har fået så meget spilletid, og vi vil have 100 procent fokus på at udvikle vores eget spil. Mit kendskab til Aalborg Chang er ikke stort, siger EfB-cheftræner Niels Frederiksen.

Aalborg Chang ligger i nederste halvdel af den nordjyske serie 1, men vandt senest med 4-0 over Skagen på udebane. Aalborg-klubben er den lavest rangerende af de 32 tilbageværende hold i DBU Pokalen.

Af U19-spillerne er Jakob Andreasen og Jonas G. Hansen allerede en del af superligatruppen, og med i truppen er også to af EfB’s nyeste spillere, backen Ryan Johnson Laursen og Mushaga Bakenga, der scorede sejrsmålet mod Standard Liège og med hjælp fra en FC Vestsjælland-fod det tredje mål i mandagens superligakamp.

EfB spiller kampen i 3. runde af DBU Pokalen mod Aalborg Chang torsdag den 26. september kl. 16.30 på Provstejorden i Aalborg.

Af Frede Madsen

nyheder_divider