Esbjerg fB møder velsmurt svensk kollektiv

23. okt. 2013

Når Esbjerg fB’s trup i formiddag sætter kursen mod Borås øst for Göteborg for at møde det svenske mesterhold, IF Elfsborg, i Europa Leagues Gruppe C, er det med en klar målsætning om ikke at vende tomhændet hjem fra Sverige.

- Vi går efter at vinde, men det kan sagtens vise sig, at et point vil være i orden. Denne gang skal vi forsøge at holde nullet for gangs skyld. Vi har i Superligaen scoret væsentligt flere mål, end vi er vant til, men jeg ser ikke nogen modsætning mellem at score mange mål og forsvare os godt, siger cheftræner Niels Frederiksen.

IF Elfsborg hentede efter den indledende 4-0-afklapsning i Salzburg sit første point ved at spille 1-1 mod Standard Liège på kunstgræsset i Borås. Som vanligt har assistenttræner Lars Lungi Sørensen været på studieture for at følge den kommende modstander live, og den øvrige trænerstab har suppleret hans iagttagelser med videooptagelser af svenskernes seneste kampe.

Den tidligere svenske landsholdstræner, Klas Ingesson, der blev forfremmet fra ungdomstræner til cheftræner i stedet for den afskedigede Jörgen Lennartsson i slutningen af september, råder over en trup, der især på hjemmebane spiller godt fodbold.

- Elfsborg har Anders Svensson som et omdrejningspunkt på midtbanen, og det er vigtigt, at han ikke bliver alt for styrende. Det er et godt fodboldhold uden de ekstreme individualister, vi har mødt på de to andre hold i gruppen. I vores seneste kamp mod FC Salzburg mødte vi et meget stærkt hold, hvorimod vi havde bedre muligheder for at være med mod Standard Liège. Elfsborg er først og fremmest et godt kollektiv, siger Niels Frederiksen.

Foruden 37-årige Anders Svensson med 135 landskampe for Sverige er eks-EfB’eren Andreas Klarström, 36 år, i truppen, der desuden tæller danskerne Kevin Stuhr-Ellegaard og Mikkel Beckmann. Sidstnævnte var ikke med i det målløse Allsvenskan-opgør mod BK Häcken. IF Elfsborg vandt i 2006 det svenske mesterskab for første gang i 45 år og har siden vundet medaljer hvert år, senest guld i 2012. Medaljestimen bliver brudt i denne sæson, hvor de gulblusede svenskere er placeret på sjettepladsen.

EfB’s trup træner i dag kl. 17.00 på Borås Arena og får det første indtryk af kunstgræsunderlaget. Modsat tidligere gennemfører Niels Frederiksen på kampdagen en gang taktisk træning kl. 11.30, både for at pudse de sidste detaljer af og bryde en lang dag frem mod kampstart kl. 21.05 lidt op.

I højre side ses EfB's trup til kampen i Gruppe C i Europa League mod IF Elfsborg torsdag den 24. oktober kl. 21.05 på Borås Arena (truppen vil på spilledagen blive reduceret med en målmand og to markspillere).

Af Frede Madsen

nyheder_divider