Esbjerg fB oppe mod overmagten i Mainz

17. jan. 2014

Esbjerg fB lægger hårdt ud mod et toptrimmet bundesligamandskab, når holdet lørdag kl. 15.00 spiller årets første testkamp mod 1. FSV Mainz 05. EfB-truppen med 20 spillere, trænere og øvrig stab ankommer i aften til Mainz i det vestlige Tyskland, og cheftræner Niels Frederiksen glæder sig til at se, hvor spillerne står fysisk og spillemæssigt efter de første dages vellykkede træning.

- Først og fremmest glæder vi os over muligheden for at møde et stærkt fodboldhold, der i styrke er tæt på at kunne måle sig med vores Europa League-modstander, Fiorientina. Spillerne har set godt ud til træningen, og tirsdagens test viste, at de har holdt sig i gang i pausen i forhold til det program, der er lagt. Vi kan derfor tidligt rette fokus mod det fodboldmæssige og ikke ekstra meter. Vi går i de første forberedelser i dybden med den defensive struktur, og den får vi virkelig testet mod Mainz, siger Niels Frederiksen.

Mainz, der i de seneste sæsoner har etableret sig i Bundesligaen, har danskerne Niki Zimling og Bo Svensson i spillerstaben. Holdet indleder forårssæsonens bundesligaprogram mod VfB Stuttgart på udebane en uge efter den sidste testkamp mod EfB.

EfB har 20 spillere med til Mainz, og de vil alle komme i aktion. Fraværende er Mushaga Bakenga, der er med det norske A-landshold i Abu Dhabi, samt Jesper Rasmussen, Jens Berthel Askou og Emil Lyng, alle med skader.

Til gengæld er Mikkel Vestergaard klar til at træne fuldt med efter sin langvarige skade og er udset til at spille 20 minutter i Mainz. Også Magnus Lekven er i helt klar efter sin lyskenskade og spiller formentlig en halvleg. Endelig er nyindkøbte Martin Pusic med i truppen.

- Pusic virker til at være i lige så god form som de øvrige spillere, og jeg forventer en god arbejdsindsats, aggressivitet, bevægelighed og godt presspil af ham, selv om han naturligvis mangler relationer til medspillerne på banen, siger Niels Frederiksen.

Med mindre en modstander dukker op, spiller EfB en intern træningskamp lørdag den 25. januar. Det giver ideelle muligheder for at få alle i spil. 

Af Frede Madsen

nyheder_divider