Et liv med EfB

17. Nov. 2013

Jeg husker stadig, da jeg som juniorspiller kom til EfB i 1980. Selv om at det var på et andet niveau, blev man på det tidspunkt stadig scoutet. Det gjorde, at udviklingen fortsatte, og som U19-spiller fik jeg debut i landets bedste række i en hjemmekamp mod Køge.

Den gang var vi amatørspillere, og havde alle et job eller studie ved siden af, så vi trænede når, det var overstået. Der var ikke samme set-up, og vi havde kun en førsteholdstræner og en andenholdstræner, ingen faste fysioterapeuter eller lignende. Det var nogle glade tider, hvor det sociale liv var i centrum og kampe, udlandsture og afslutningsfester er noget, som jeg husker tilbage på med glæde.

Efter at jeg havde været væk fra EfB i et par år og fungeret som spillende træner hjemme i Næsbjerg, kom der i 1998 nogle visionære og ambitiøse mennesker ind omkring EfB. De ansatte Viggo Jensen, stiftede EfB Elite A/S og jeg blev ansat som direktør. Da jeg startede, var der en væg med en masse mapper og en deltids ansat bogholder – det var administrationen.

Der var et hav af frivillige mennesker, der tog et stort slæb, og så fik man gradvist bygget klubben op. I starten var det sportslige dét, som jeg lavede mindst af. Viggo stod for det sportslige, mens jeg stod for rekruttering af frivillige, kampafvikling, bestilling af varer osv. Vi havde en masse frivillige mennesker, og mit vigtigste job var at være omdrejningspunkt for dem, der også dengang trak læsset.

Året efter rykkede vi op i Superligaen, og derfra begyndte vi at bygge organisationen op med en salgsmand, en økonomimand og fik et mere professionelt set-up omkring holdet. Det har været nogle store kontraster til det EfB, som vi har i dag. For eksempel delte vi den gang toilet med spillerne og gik i langt højere grad op og ned af hinanden.

I 2003 blev der bygget nye kontorbygninger, og vi blev administrativt en mere selvstændig enhed. I den sæson fornemmede vi første gang, at vi kunne spille med i mange år frem. Vi vandt bronze i ligaen og spillede internationale kampe mod hold som Schalke 04, Nice og Spartak Moskva. Ligeledes solgte vi Tommy Bechmann, som den første store transfer i klubbens historie. Nu kunne man fastholde et godt hold bygget op omkring vores egne spillere som HH, Jerry Lucena, Jan Kristiansen og Jakob Poulsen.

I de efterfølgende år var vi placeret som nummer fire til otte i ligaen frem mod nedrykningen i 2011. Det var den sorteste periode i den lange tid, jeg har været en del af klubben med alt det, som det medførte af nedskæringer og fyringer af gode kollegaer. Det var en barsk periode, som har fået os til at rykke tættere sammen.

Efter en resultatmæssig vanskelig opstart i 2012 fik vi nogle positive ting ind i det, og pointene begyndte at komme. Det har givet nogle oplevelser, som altid vil stå printet ind i mig: En pokalfinale, at slå et fransk storhold ud, og at vi allerede nu har kvalificeret os til slutspillet i Europa League. Det viser, at selvom vi ikke er klubben med det største budget, kan man stadig levere store resultater.

Den første rigtig store oplevelse var som vinder af pokalfinalen i foråret, og den begivenhed med så mange EfB-fans der tog til Parken og lavede en folkefest. Den isolerede begivenhed har gjort, at vi har flyttet os så meget.

Dét at slå St. Etienne over to kampe, er det største fodboldmæssige, som EfB har præsteret internationalt. At vi så har kunnet fortsætte og vist, at vi spiller på en måde, der gør, at vi kan præstere internationalt har blot gjort glæden endnu større. Nu venter vi spændt på, om vi i 16/1-delsfinalen kan fortsætte med at præstere internationalt. 

Af Niels Erik Søndergård, Ungdomselitechef

nyheder_divider