Europa-duellen endte uafgjort

10. Nov. 2013

Opgøret mellem Superligaens to europæiske hold endte med pointdeling trods to scoringer af de københavnske gæster. Point delingen kom i hus efter en kamp, hvor holdene havde hver deres halvleg.

De to endetribuner summede af liv og stemning, da EfB og FCK tørnede sammen på Blue Water Arena. Hjemmeholdet fik dog hurtigt overtaget på banen. Første reelle forsøg kom fra Pape Paté Diouf, der på kanten af feltet tog bolden ned med brystkassen og trykkede af med et saksespark. Afslutningen fik ikke den kvalitet, som detaljen ellers berettigede til, så bolden røg ud til indkast. Minuttet efter forsøgte Diouf sig igen, denne gang med et hovedstød på indlægget fra Hans Henrik Andreasen, men Johan Wiland var på plads i FCK-målet.

Diouf fortsatte med at gøre en god figur i det offensive rum og spillede en stor rolle i kampens første scoring, hvor hans pres på boldholderne første til Olof Mellbergs selvmål. Lars Jacobsen forsøgte sig med en tilbagelægning, der blev forlænget af Olof Mellberg. Kommunikationen svenskerne imellem kiksede åbenbart, da Wilands udspark ramte Mellberg og røg i det tomme mål.

Føringen gav esbjergenserne mod på mere, så gæsterne blev sat under pres. Peter Ankersen og især Emil Lyng forsøgte sig med gode langskud. Lyngs ene skud fik størstedelen af Blue Water Arena til at sukke, da afslutningen gik tæt forbi stolpen. Gæsternes eneste skudforsøg i første halvleg stod Rurik Gislason for, men Frederik Rønnow viste klassen og stoppede den oplagte målchance, da Gislason trykkede af tæt i feltet.

Med et massivt spilovertag og en 1-0 føring lignede det tre point på EfB-kontoen, da de to europæiske hold gik til pause. Kampen var dog som forandret efter turen i omklædningsrummet. EfB’s spilovertag var væk og gæsterne kom bedre og bedre med i kampen. Som anden halvleg skred frem, skruede københavnerne mere og mere op for presset, hvilket ikke blev lettere for hjemmeholdet at stoppe, da en lang række boldtab og fejlafleveringer øgede presset på Frederik Rønnows mål.

Galt gik det også 24 minutter inde i anden halvleg. På egen banehalvdel tabte Hans Henrik Andreasen bolden til Nicolai Jørgensen, der med det samme sendte den videre til Rurik Gislason. Den islandske FCK’er tog et enkelt træk ind i banen og sendte en langskudsperle af sted mod fjerneste stolpe. Det hårde skud knækkede lidt på vejen, så Frederik Rønnow var chanceløs, da bolden susede ind.

Udligningen øgede FCK’s pres, men den tidligere EfB-darling, Youssef Toutouh, ramte ikke bolden optimalt, da chancen bød sig. I den anden ende havde esbjergenserne svært ved at komme frem til den chance, der kunne gøre forskellen på et og tre point. I tillægstiden havde indskiftede Jakob Andreasen en afslutning fra distancen, men skarpheden svigtede, så bolden røg ved siden af. Med to FCK-scoringer og en halvleg til hvert hold endte den europæiske duel derfor med et point til hvert hold.

Af Lars Johansen

nyheder_divider