Fanudvalget blev sparket i gang med lystig debat

14. jan. 2016

Med håbet om at forbedre samarbejdet mellem EfB og klubbens mange interessenter er der etableret et fanudvalg, hvor folk med interesse i EfB får et talerør direkte ind til klubben. Fanudvalget mødtes for første gang onsdag, og næsten tredivte fans deltog for at optimere stemningen på Blue Water Arena.

Fanudvalget samledes i går for første gang, og med en bred skare af fanmiljøet sikredes det, at alle interessenter med en passion for EfB blev hørt. Her var unge fans fra Nordvestkurven repræsenteret, såvel som sponsorer og repræsentanter fra samarbejdsklubberne.

Efter en introduktionsrunde af deltagerne gik snakken lystigt, og mange ideer blomstrede hurtigt. Der blev blandt andet givet udtryk for et ønske om mere liv uden for Blue Water Arena inden kampene, flere faste rutiner og traditioner på stadion i forbindelse med kampene, mens musik og storskærm i højere grad skal spille sammen med fans på tribunerne.

- Det var fedt at opleve, hvor mange forskellige interessenter vi var samlet, og det gav en livlig debat. Der er ingen tvivl om, at der er en masse inkarnerede fans, som er motiveret for at forbedre oplevelsen af at gå til fodbold på Blue Water Arena. Jeg håber, at vi i fællesskab kan højne totaloplevelsen, siger fankoordinator Hans Weis-Hansen.

Fanudvalget mødes igen i starten af februar, hvor underudvalg vil arbejde videre med punkterne ”Aktivering af området omkring Blue Water Arena”, ”Tifos”, ”Ritualer” og ”Aktivering af SE-, Tage Sørensen og A-tribunen”.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider