FC Midtjylland vandt i Söders debut

31. aug. 2014

Sidste sæsons tophold fra FC Midtjylland er også denne sæson kommet godt fra land, og Esbjerg fB tabte søndagens kamp til topholdet, da først Jim Larsen headede midtjyderne foran i første halvleg, og Marco Larsen i de sidste minutter afgjorde kampen til slutresultatet 2-0.

En hårdt spillet kamp blev skudt i gang med et par gennembrud fra EfB's venstreside, hvor Jonas Knudsen først kom igennem til en afslutning udefra og sidenhen tog i mod hjørnesparket fra Jakob Ankersen og afsluttede i sidenettet.

Midtjyderne bragte sig foran, da Jim Larsen kom først på et hjørnespark og headede bolden i mål. Casper Nielsen fik hovedet på bolden, men kunne ikke holde den ude af målet. I de følgende minutter havde FC Midtjylland flere muligheder for at udbygge føringen efter hjørnespark, men først fik Martin Dúbravka flot reddet hovedstødet fra Tim Sparv, og efterfølgende blev bolden headet tæt over mål.

Tiden skred frem og esbjergenserne fik bedre styr på kampen. Ti minutter inden pause fik vestjyderne en gylden mulighed for at udligne, da Jakob Haugaard sparkede bolden i fødderne på Jonas Knudsen. Venstrebackens afslutning blev dog en mellemting mellem et skud på mål og et indlæg mod Martin Pusic, og bolden gik ud til målspark.

EfB startede anden halvleg offensivt og friskt, men til trods for dette kunne halvlegen have fået en forfærdelig start for esbjergenserne, da midtjydene var hurtige over et frispark og stak bolden i dybden mod Rilwan Hassan. Martin Dúbravka var dog vågen og reddede flot.

Esbjergensernes første farlige aktion kom også i anden halvleg fra Jonas Knudsens fødder, da Mohammed Fellah vendte spillet over mod venstre side, og Jonas Knudsen afsluttede på stolpen. Kort tid efter førte Eddi Gomes bolden frem og sendte den videre til Jakob Ankersen. Han tog et par træk og slog den indover til Martin Pusic, der headede tæt forbi målet.

Med få minutter tilbage af kampen udbyggede FC Midtjylland føringen, da Frederik Møller, efter et frispark uden for feltet, modtog bolden i venstre side og sendte bolden ind til Marco Larsen, som sparkede bolden i mål til 2-0.

Flere scoringer kom der ikke i opgøret, og kampen sluttede 2-0 til FC Midtjylland.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider