Ryan fik sejr i fødselsdagsgave

14. Apr. 2014

EfB er tilbage på sejrssporet efter opgøret på Farum Park. Mushaga Bakengas scoring kort før pausen blev kampens eneste, så det blev til en fødselsdagssejr til Ryan Johnson Laursen og holdkammeraterne.

Opgøret på Farum Park bød på to hold, der lagde fra land med hurtigt og fremadrettet spil. Jakob Ankersen var efter få minutter tæt på at sikre esbjergenserne en perfekt start, da han opsnappede en tværpasning foran gæsternes straffesparksfelt. Desværre for Ankersen og holdkammeraterne ramte afslutningen stolpen, så chokstarten udeblev.

Solen drillede i begyndelsen hjemmeholdets keeper, hvilket var tæt på at give Hans Henrik Andreasen en stor chance. Den gode start for EfB blev langsomt afløst af et tungt og hårdt pres mod Martin Dúbravkas mål. Nordsjællænderne pressede på i en lang periode, hvor Kian Hansen og forsvarsmakker Michael Jakobsen måtte kaste sig ned i afslutningerne for at afværge.

Hjemmeholdets hårde pres udmøntede sig aldrig i den gyldne chance, der kunne have kastet opgørets første scoring af sig. Som pausen nærmede sig, gav de blåstribede fra Esbjerg hjemmeholdet en kold spand vand i hovedet. Mohammed Fellah fandt flot Mushaga Bakenga mellem to nordsjællandspillere, hvor den lille nordmand fik bolden med sig og fik sendt bolden ind ved modsatte stolpe, så gæsterne kunne gå til pause med føringen.

Efter pausen fortsatte hjemmeholdet presset mod Dúbravkas mål, men som i første halvleg fik esbjergenserne, ført an af Kian Hansen og Michael Jakobsen, lukket ned, når det brændte på. Største chance tilfaldt Morten Nordstrand, da han modtog bolden små 10 meter fra målet, men også her kom Kian Hansen ned og blokerede afslutningen.

Mushaga Bakenga var tæt på at få en chance tilsvarende den, han scorede på, men denne gang lykkedes det ikke for den norske angriber, der kort efter blev erstattet af Martin Bergvold.

Fødselsdagsbarnet Ryan Johnson Laursen var med små ti minutter tilbage af opgøret tæt på at blive noteret for en assist, da han på en omstilling fandt indskiftede Mikkel Vestergaard, men afslutningen mod fjerneste stolpe røg over målet.

Den nu 22-årige back kan i stedet glæde sig over, at fødselsdagen sluttede med en sejr til EfB, da Martin Dúbravka hev to pragtredninger frem i slutminutterne, da hjemmeholdet var tæt på at ødelægge fødselsdagsgaven. På under et minut var Morten Nordstrand utroligt tæt på at sende et hovedstød i mål, inden Pascal Gregor igen fik Martin Dúbravka til at hive endnu en pragtredning frem.

Af Lars Johansen

nyheder_divider