Fellah et våben mod kompakte oprykkere

22. sep. 2013

Atter står Esbjerg fB over for et voldsomt sceneskift efter en stor europæisk bedrift, når holdet mandag aften møder FC Vestsjælland i Slagelse. At mestre det mentalt er et hovedtema inden superligakampen.

- Vi skal klart vise, at vi er bedre til at håndtere det denne gang end i Viborg. Det nytter ikke noget, at vi præsterer i Europa, hvis vi efterfølgende ikke kan levere i Superligaen. Hvis det fortsætter, må vi gøre noget andet, når vi spiller europæiske kampe, siger EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen.

De to oprykkere til Superligaen, Viborg FF og FC Vestsjælland, har hidtil på forbløffende vis sat skeptikerne omkring deres muligheder for at overleve på højeste nationale niveau på plads. Niels Frederiksen er blandt dem, der til fulde anerkender sjællændernes resultater.

- Det er fantastisk flot, og de har fået mange flere point, end vi havde troet. FC Vestsjælland er godt organiseret, dygtig på standardsituationer og i omstillinger – svære at spille imod, siger EfB-cheftræneren.

FC Vestsjælland med Ove Pedersen i trænersædet har fået tilført rutine i Michael Lumb, Dennis Sørensen og eks-EfB’eren Jan Kristiansen. En anden spiller med en fortid i EfB, Thiago Pinto Borges, synes som snart 25-årig endelig at forløse det potentiale, hans nuværende træner så under en tur i Brasilien for snart mange år siden.

EfB kan i fraværet af en fiberskadet Pape Paté Diouf atter råde over Mohammed Fellah, og nordmanden med en fortid i Vålerenga kan blive vigtig mod det kompakte FC Vestsjælland-hold.

- Fellah er et ekstra kort, vi har at spille med. Han er offensivt dygtig med sine individuelle kvaliteter, han kan spille i de små rum, som der formentlig bliver behov for i Slagelse, og han kan afgøre kampe, siger Niels Frederiksen.

EfB er vågnet op efter triumfen i Liège til en midterplacering i Superligaen og skal mindst have et point i mandagens udekamp, hvis cheftrænerens målsætning om fire point for hver tredje kamp skal opfyldes.

EfB spiller kampen i Superligaen mod FC Vestsjælland mandag den 23. september kl. 19.00 på Slagelse Stadion.

Af Frede Madsen

nyheder_divider