Fem spillere af egen avl i start-11’eren

07. Apr. 2016

Overskriften kunne måske lige så godt have været: ’Når drømmen går i opfyldelse’. Sidste gang jeg skrev et blog-lignende indlæg til denne hjemmeside, handlede det om selektering i et elitemiljø. Jeg opfordrede alle vores dygtige unge spillere i EfB til at være stolte over at være udvalgt til at være en del af vores miljø og til at nyde det, så længe rejsen varer, for kun ganske få går hele vejen og får lov at spille på Blue Water Arena for Esbjerg fB’s bedste hold. I mandags gik drømmen i opfyldelse for endnu to af vores egne spillere, idet 18-årige Mark Brink og 19-årige Marco Lund fik debut på hjemmebane i Danmarks bedste fodboldrække.

Det er jeg vildt stolt over på SFS-klubbernes, vores dygtige ungdomstræneres og klubbens vegne, men min begejstring stopper ikke her. EfB havde altså fem spillere af egen avl i startopstillingen og ydermere fire på bænken. For et års tid siden havde vi meget sjældent mere end en enkelt EfB-udviklet spiller blandt de første 11, og enkelte kampe i efteråret var helt uden ”EfB’ere” i startformationen, så det glæder mig bare så meget, at udviklingen igen er vendt.

Tålmodighed har aldrig været min spidskompetence, og jeg må indrømme, at det følelsesmæssigt har naget mig, at det har været så tyndt med EfB-udviklede spillere på Blue Water Arena i det sidste års tid. Min fornuft har sagtens kunne forstå og acceptere, at ’affolkningen’ eller ’udvandringen’ – om man vil - faktisk også var et kæmpestort skulderklap til vores talentudvikling, fordi succesen i årene før og under Europa League-eventyret gjorde vores egenudviklede spillere interessante og til købsobjekter for udenlandske klubber. Så selv om vi i ungdomsafdelingen hver uge følger med og glæder os over, hvordan det går ’vores’ mange drenge i udlandet, så gav manglen på EfB-udviklede spillere på førsteholdet alligevel anledning til bekymring. Det er sindssygt vigtigt for vores kultur og talentudvikling, at vores yngste talenter kan se, at det kan lade sig gøre at tage det store spring fra klubhuset lidt længere henne ad Gl. Vardevej til græstæppet på Blue Water Arena. At det også giver sammenhængskraft og stolthed i området, byen og klubben og derudover er økonomisk fordelagtigt, at det er brave unge gutter fra de sydvestjyske klubber, der udgør en del af stammen på vores superligahold, gør ikke min glæde over startopstillingen i mandags mindre.

’En svale gør ingen sommer’. Korrekt, og på mandag er der måske kun tre-fire spillere af egen avl på banen, når der fløjtes op på Farum Park, men jeg er meget tilfreds med at kunne sige, at udviklingen ikke er ændret ved et tilfælde. Topledelsen i klubben har på alle måder været lydhør over for de analyser, forslag til ændringer og strategier, som vi fra talentsektorens side har fremsat, og vi har et fremragende samarbejde og har oprustet på flere fronter.

Tilbage til fodbolden. Det har både på og uden for banen været meget givende at få en EfB-kulturbærer som Jesper Jørgensen hjem, og der er ingen tvivl om, at Jesper var med til at gøre stortalentet Mark Brinks debut på en travl midtbane lettere i mandags. U21-landsholdsspilleren Casper Nielsen, som kan spille de seks forreste pladser, er efter flere års hårdt arbejde endelig ved at være fast mand på holdkortet, og det har Casper i den grad fortjent. De to tidligere U19-danmarksmestre Jeppe Brinch og Jeppe Højbjerg på 20 år har begge gennemgået en helt fantastisk udvikling i det seneste henholdsvist halve og hele års tid, og de må antages at komme til at spille en del førsteholdskampe for EfB, hvis de fortsætter med at lægge på og hjælpe holdet med at spille til nul. I kampen mod Viborg sad 19-årige Søren Andreasen, som fik debut på Brøndby Stadion i den seneste udekamp, på bænken sammen med debutanten Marco Lund, 18-årige Jacob Lungi Sørensen og den rutinerede EfB-keeper Jonas Jensen. Derudover er U19-landsholdsspilleren Mathias Kristensen fast med i Superligatruppen, og vi har U18-landsholdsspillerne Jeppe Schultz, Anders Dreyer og Daniel Anyembe klar i kulissen også. Så næste gang vi får succes i Europa og ’skyder’ alle de lokale drenge afsted til udlandet, er vi klar. Så ved jeg også, at det vil vende igen, hvis vi fortsat arbejder målrettet og hårdt nok, og jeg og vores mange engagerede fans behøver ikke få så ondt i tålmodigheden.

Vi har faktisk allerede sendt nogle i forvejen, idet vi har solgt stortalenterne 16-årige Lasse Sørensen og de to 18-årige landsholdsmålmænd Lasse Mikkelsen og Daniel Iversen til udenlandske storklubber. Det er vildt stærkt, og det skal vi være stolte af, også selv om jeg personligt allerhelst ser, at vi får glæde af vores største talenter på Blue Water Arena et par år, inden de sendes ud. Når talentet er stort, og spillere, forældre og agenter er enige om, at spilleren skal afsted, kan vi ikke gøre så meget ved det i EfB eller andre danske klubber, men vi kan glæde os over, at de har fået EfB-ånden og -kulturen ind under huden og så håbe på, at de en dag vender tilbage til Blue Water Arena og løfter holdet – ligesom Jesper Jørgensen.

Jens Letort  
Talentansvarlig

nyheder_divider