Fire EfB’ere med U19-landsholdet til Tyrkiet

08. jan. 2016

Hele fire EfB-spillere er med i landstræner Bent Christensens trup til U19-landsholdets træningstur til Tyrkiet senere på måneden.

Fra 1997-årgangen var målmand Daniel Iversen selvskrevet, og også Mathias Kristensen hører naturligt til i truppen. Desuden er de to U18-landsholdsspillere, Jeppe Schultz og Mark Brink, udtaget. De er en årgang yngre, men er blandt profilerne på EfB’s mandskab i U19 Ligaen og banker alvorligt på til U19-landsholdet, der spiller to kampe under opholdet i Tyrkiet.

- Det er fantastisk, at vi har fire spillere med i U19-landsholdstruppen, og yderligere en spiller, Anders Dreyer, var blevet udtaget, såfremt han ikke stadig havde døjet med eftervirkningerne fra en knæskade i efteråret. Det er både en cadeau til samarbejdsklubberne i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS), ungdomstrænerne i EfB og den meget bevidste strategi omkring udvikling af unge spillere til højest mulige niveau, siger EfB’s A+-træner, Jens Letort.

Mens U19-landsholdet spiller tre EM-kvalifikationskampe sidst i marts, har U18-landsholdet et stille år, og på den baggrund er det belejligt, at de nævnte U18-landsholdsspillere er inde i billedet til det ældre landshold. DBU holder desuden et vågent øje med Daniel Anyembe, der udvikler sig stærkt på højre back-pladsen på U19-ligaholdet.

Af de udtagne spillere er Mark Brink den eneste spiller, der har fået hele fodboldopdragelsen i EfB. Mathias Kristensen og Jeppe Schultz har en fortid i Næsbjerg RUI, Daniel Iversen kommer fra Gørding/Lourup IF, Anders Dreyer har spillet i Bramming B og Ribe BK, og Daniel Anyembe kom fra Esbjerg IF 92 til EfB.

Træningsturen til Tyrkiet er et fælles projekt med deltagelse af fem landshold. I forvejen er Jeppe Højbjerg og Casper Nielsen udtaget til U21-landsholdet, og Jacob Lønne, Oliver Olsen og Patrick Egelund er med U16-landsholdet.

Af Frede Madsen

nyheder_divider