Firenze blev sidste kapitel i det europæiske eventyr

27. feb. 2014

Mikkel Vestergaards sene perle satte et flot punktum for EfB's europæiske eventyr, der tryllebandt og vagte glædede i det vestjyske. Sidste kapitel blev skrevet i Firenze, hvor Fiorentina efter 1-1 er videre med en samlet målscore på 4-2.

Den målrige begyndelse på 1/16-finalens første opgør på Blue Water Arena gentog sig ikke i Firenze. Det unge esbjergensiske mandskab gik ellers ind med oprejst pande og spillede frisk til i kampens indledning. Hurtigt og direkte spil gav muligheden for et par chancer, men mulighederne udmøntede sig aldrig i reelle målchancer.

De italienske værter overtog langsomt den fulde kontrol med opgøret. Via en række dødbolde kom viola-spillerne frem til et par chancer. Første rigtige test af Martin Dúbravka i EfB-målet kom godt halvvejs inde i første halvleg, hvor Rafael Wolski satte hovedet på et hjørnespark.

Første halvlegs bedste mulighed tilfaldt Fiorentinas Matos Ryder, der efter et flot gennemløb på italienernes venstre kant trak ind i banen og afsluttede mod Dúbravkas mål. Afslutningen voldte dog ikke den slovakiske keeper store problemer.

Få minutter før pausen var Niels Frederiksen tvunget til at foretage sin første udskiftning. En småskadet Jesper Rasmussen gik ud, hvilket gav førsteholds comeback til Mikkel Vestergaard, der er tilbage efter en lang skadespause.

Kampens første scoring faldt kort efter pausen. Et frispark foran esbjergensernes straffesparksfelt blev flot eksekveret af Josip Ilicic, der med venstrebenet flot sendte bolden over muren, så Dúbravka ikke havde nogen chance for at afværge scoringen.

Indskiftede Mikkel Vestergaard var tæt på at bringe esbjergenserne tilbage i kampen, da han kom frem til en stor chance efter et godt gennembrud. Hjemmeholdets keeper var dog på plads, da Vestergaard trykkede af. I sekunderne efter var det tæt på en italiensk forøgelse, da Mario Gomez sendte bolden i mål efter at være kommet forbi Dúbravka. Scoren på måltavlen forblev uændret, da scoringen blev ikke anerkendt, idet linjedommeren kort forinden havde vinket for offside.

Hjemmeholdet testede flere gange Dúbravka i EfB-målet. En af de helt store prøver stod Manuel Pasqual for, da han forsøgte sig kort fra målet, hvilket krævede en refleksredning af Dúbravka. Med godt et kvarter igen viste endnu en ung esbjergenser farligheden, men som ved Vestergaards forsøg blev det til lige ved og næsten, da Casper Nielsen trykkede af fra kanten af feltet. En returbold havnede hos Casper Nielsen, der lavede en hurtig vending og trykkede af, men til esbjergensernes store ærgrelse gik afslutningen forbi stolpen.

Som kampen lige var gået ind i tillægstiden kom den esbjergensiske forløsning. Mikkel Vestergaard kronede sit comeback med en fantastisk scoring, der skabte jubelscener i den esbjergensiske sektion på tribunen. Med et par hurtige træk snød Mikkel Vestergaard viola-forsvareren, Marvin Compper, med en tunnel, inden han flot satte bolden ind ved fjerneste stolpe.

Vestergaards perle sikrede EfB 1-1 på italiensk græs, hvilket sender Fiorentina videre til 1/8-finalen med en samlet score på 4-2.

Af Lars Johansen

nyheder_divider