Fjerde gang kan være lykkens gang mod løverne

02. maj. 2015

Esbjerg fB spiller sin fjerde kamp mod FC København på godt halvanden måned og kan inden søndagens opgør i Telia Parken se tilbage på to tætte opgør med 1-0-sejre til københavnerne til følge og en pokalkamp i Telia Parken, hvor holdet heldigt spillede 1-1. 

- Vi ved, hvordan vi skal gribe kampen an, og det gælder om at få det til at lykkes med at være aggressive, dygtige på bolden og evne at spille os ud af FC Københavns første pres. Vi er også bevidste om, at taktikken kan være sværere at udføre på udebane, siger EfB-cheftræner Niels Frederiksen.

Efter ærgrelsen over forløbet af returopgøret i DBU Pokalen, som kostede EfB den anden deltagelse i en pokalfinale på to år, venter nu den barske dagligdag i Alka Superliga, hvor det gælder om at samle point til at lægge afstand til nedrykningspladserne. Indsatsen mod FC København torsdag aften øgede selvtilliden forud for de næste kampe.

- Vi formåede at holde FC København fra chancer og havde modet i vores eget spil, lyder Niels Frederiksens anerkendelse af holdets præstation.

EfB har scoret færre mål i foråret end i efterårssæsonen, og også mod FC København havde holdet flere uudnyttede chancer i den spillemæssigt opløftende anden halvleg. Niels Frederiksen ønsker ikke at gøre de manglende mål til et tema og anser det ikke for at være en længerevarende tendens.

- Jeg hæfter mig ved, at vi producerer chancer, og at små marginaler afgør, at vi ikke scorer. Det skal nok komme, siger EfB-træneren.

I forhold til seneste superligakamp mod OB er Hans Henrik Andreasen og Mick van Buren ude med karantæner, og Mikkel Maigaard er ikke i truppen. Jonas Knudsen og Erik Friberg er fri af karantæner, og Lasse Rise har trænet hele ugen efter sin ledbåndsskade i den ene ankel og får comeback i EfB’s trup.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod FC København søndag den 2. maj kl. 17.00 i Telia Parken.

Af Frede Madsen

nyheder_divider