Fodbold FM – Live fra Blue Water Arena

17. jan. 2017

Mandag den 23. januar sender Radio24syv – Fodbold FM live fra EfB Caféen på Blue Water Arena. Her får du muligheden for at møde en række personer med størst mulig indflydelse på EfB’s sportslige muligheder, sportsdirektør Ted van Leeuwen, cheftræner Lars Lungi Sørensen, økonomichef Dan Mose Andersen og Jesper Jørgensen.

Du kan få lov til at være med som tilhører, men også blande dig i debatten, når der i den første time vil blive diskuteret Esbjerg fB med klubbens nøglepersoner. Få uger før forårspremieren – og en uge før lukningen af transfervinduet – ser de frem mod en af de mest spændende perioder i EfB’s nyere historie.

EfB Caféen åbner kl. 20.00, og fra kl. 21.00 og frem til kl. 23.00 sender Radio24syv – Fodbold FM live fra Blue Water Arena.

Arrangementet er gratis, men tilmelding via formularen til højre er nødvendig. Du modtager ikke en bekræftelse på din tilmelding, men skal blot møde op i EfB Caféen fra kl. 20.00.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider