Fodboldbrag med to sejrssultne mandskaber

27. sep. 2014

Esbjerg fB med fire point i de seneste to kampe i Superligaen, Brøndby IF med hjemvendte Daniel Agger i truppen, fint efterårsvejr og over 10.000 tilskuere. Der er lagt op til et fodboldbrag på Blue Water Arena søndag aften mellem to mandskaber, der har underpræsteret i forhold til egne forventninger.

- Jeg glæder mig helt vildt, og det bliver specielt at møde sine tidligere holdkammerater. Brøndby har tabt to kampe i træk og har kniven på struben, så vi må forvente, at de kommer blæsende. Vi har dog lige så gode chancer som i enhver anden kamp, for Brøndby har endnu ikke leveret som det tophold, det gerne vil være, siger EfB-midterforsvareren Daniel Stenderup.

Hans vurderinger af kampens spændingsniveau og af de hidtidige præstationer deles af cheftræner Niels Frederiksen, der ser flere lighedspunkter mellem holdene.

 - De to hold har ikke fået det ud af de første otte spillerunder, som de havde håbet på, og det giver kampen en ekstra dimension. Brøndby er et rigtig godt fodboldhold, der har indkøbt en række dyre spillere, men mangler at få det til at spille rigtigt. Også på det punkt ligner vi lidt hinanden, siger Niels Frederiksen.

Mens Brøndby kommer efter nederlag til Randers FC og FC København, har EfB vist fremgang med 3-0-sejren over FC Vestsjælland og uafgjort mod Hobro IK, der på kamptidspunktet lå nummer to i Superligaen.

 - Fire point er godkendt, og jeg har set gode momenter i begge kampe, men er ærgerlig over, at vi ikke har kunnet fastholde det gode spil i 90 minutter. Det handler om, at vi skal være aggressive, klar i dueller og løbe vores meter. Så må spillet komme på et tidspunkt. Forhåbentlig kommer der mange tilskuere til at bakke os op mod Brøndby, siger Niels Frederiksen. 

Mohammed Fellah og Lasse Rise er fortsat ikke helt klar, og truppen er uændret i forhold til Hobro-kampen.

Kampen mod Brøndby IF spilles på Blue Water Arena søndag den 28. september kl. 19.00.

Af Frede Madsen

nyheder_divider