Fodboldspil skal vinde over fysikken

23. Apr. 2015

Også i den anden hjemmekamp på fem dage forbereder Esbjerg fB sig på at møde en fysisk stærk modstander, OB, der vil have stort fokus på at forsvare eget mål og ikke at give mange chancer væk. 

Inspirationen til modtrækket er forløbet af anden halvleg mod Randers FC, hvor EfB skabte et pænt antal chancer. I den sidste ende rakte det ikke til scoringer, og resultatet 0-0 aktualiserer behovet for atter at få point mod et andet af bundholdene, OB, fredag aften.

- Vi skabte mod Randers chancer efter pausen ved at være aggressive med løb og pres på banens sidste tredjedel, og det skal vi have frem igen. Hvis vi kun vil slås og spille lange bolde, er vi ikke bedre end OB. Vi skal turde spille, siger EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen.

Han forventer, at underlaget på Blue Water Arena efter intensiv behandling er blevet bedre til pasningsbaseret fodbold, og det vil blive udnyttet i det omfang, modstanderne tillader det.

EfB vandt det seneste indbyrdes opgør i Odense for godt en måned siden med 2-0 og vil med en femte sejr i træk over OB i hvert fald midlertidigt kunne avancere et par pladser i Alka Superliga. EfB har i løbet af foråret spillet lige op med FC Midtjylland og FC København og vundet over AaB, men en hjemmesejr vil være kærkommen.

- Vi trænger til en succesoplevelse i form af en sejr på hjemmebane, siger Niels Frederiksen.

Erik Friberg afsoner anden karantænedag efter udvisningen i Hobro, og Jonas Knudsen er ny i straffeboksen. Jeppe Brinch er med i en ellers uændret trup.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod OB fredag den 24. april kl. 18.30 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider