Fortsættelse følger efter sæsonens første sejr

27. aug. 2016

EfB’s første sæsonsejr har haft den ønskede effekt på humøret og troen på egne evner, også på grund af måden, 3-2-sejren over OB kom i stand på. For cheftræner Colin Todd er fortsættelsen i lokalderbyet mod SønderjyskE lige så vigtig.

- Der er talt meget om det mentale aspekt, og det har gavnet alle at vinde. Men vi arbejder på at blive mere konstante, og vi må bygge oven på mod SønderjyskE. Vi skal forsvare som et helt hold og afvise bolden, når den bliver spillet ind i vores felt, og vi skal koncentrere os om vores eget spil, hvor vi har store styrker. Et eksempel er de sidste 20 minutter af kampen i Aalborg for nylig. Vi skal være i stand til at påvirke kampe, både når vi har bolden, og når vi ikke har den. Og så skal vi formå at straffe dem i vores gode perioder, siger Colin Todd.

Han betegner sejren over OB som et resultat af, at spillerne har evnerne og viste stor karakter, da EfB hurtigt kom bagud, og de kæmpede sig tilbage. Efter pausen overvandt de også, at de hurtigt fik et mål imod efter føringsmålet. De samme egenskaber skal spillerne vise søndag eftermiddag i Haderslev. 

- Mod OB var det ligeledes vigtigt, at folk kom ind fra udskiftningsbænken og påvirkede kampen, som Mads Hvilsom og Leon Jessen gjorde. Reserverne vil få muligheder i denne klub, og de skal være klar til at udnytte dem, siger EfB-cheftræneren.

 Han har den nye kantspiller, Awer Mabil, tilbage i en 19-mandstrup efter den omstridte udvisning i hans debut, som kostede to karantænedage. EfB møder et SønderjyskE-mandskab, der gav alt i den afgørende kamp om billetten til Europa Leagues gruppespil torsdag aften mod Sparta Prag, men til sidst måtte bøje sig efter en heroisk indsats. 

- Vi må komplimentere SønderjyskE for, hvad holdet har nået. Spillerne vil være skuffede, men de vil mod os fortsætte med at spille på samme måde som torsdag aften, og vi skal være klar, især i de første 20 minutter, siger Colin Todd. 

Kampen mod SønderjyskE spilles søndag den 28. august kl. 12.00 på Sydbank Park

Af Frede Madsen

nyheder_divider