Frederiksen: Brøndby forårets største opgave

05. Apr. 2014

For 20 dage siden dominerede Esbjerg fB hjemmekampen mod Brøndby IF uden at have held af at nedbryde modstandernes defensiv i en kamp uden scoringer. Søndag aften vil præmisserne være anderledes, når Brøndby tager imod med en entusiastisk sydtribune som et af de vigtigste aktiver.

- Brøndby på hjemmebane er et ekstremt aggressivt spillende hold, der satser på at skræmme modstanderne. Vi skal være i stand til at håndtere presset det første kvarter og turde spille, når vi har bolden. Trykket vil være på et niveau, vi ikke tidligere har været ude for i dette forår, og opgaven mod Brøndby er den hidtil største i år. Det bliver spændende at se, hvor langt vi er nået med holdet, siger EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen.

EfB må undvære Martin Pusic, der ikke har trænet siden kampen mod FC Vestsjælland, men er i klar fremgang. Det samme er et andet offensivt trumfkort, Mohammed Fellah. Niels Frederiksen forventer dog, at det primært bliver den defensive struktur, der skal stå sin prøve mod Brøndby.

- I forårets første seks kampe har vi domineret og haft en boldbesiddelse på 60+ i de fleste af kampene. Det kan vi ikke forvente at få i Brøndby, og heri ligger en mental parathed, vi skal være forberedte på. Defensiven vil blive sat på større prøver end hidtil, men der bliver også mere rum at spille i end mod FC Vestsjælland, og her skal vi kende vores besøgelsestid. Jeg føler mig overbevist om, at vi kommer til at skabe chancer. I hvor høj grad, vi bliver i stand til at holde antallet af chancer til Brøndby nede, er en af nøglerne i kampen, siger Niels Frederiksen.

Kampen på Brøndby Stadion kan i tilfælde af sejr bringe EfB i nærkontakt med top fire i Superligaen. Et nederlag og flere sejre til bundholdene end Randers FC’s over AGF vil aktualisere behovet for at lægge yderligere afstand til bunden.        

EfB spiller kampen i Superligaen mod Brøndby IF søndag den 6. april kl. 19.30 på Brøndby Stadion.

Af Frede Madsen

nyheder_divider