Frygtindgydende løver kan også tæmmes

04. okt. 2014

Esbjerg fB forblev for tredje kamp i træk ubesejret og viste noget af sæsonens bedste spil mod ligeledes velspillende Brøndby IF i den seneste superligakamp. Sent søndag eftermiddag venter hovedstadsområdets anden storklub, FC København, i en kamp, som cheftræner Niels Frederiksen betegner som en kæmpetest.

- FC København er et supergodt hold. Se bare på, hvem der startede ude i Europa League-kampen mod Torino torsdag aften: Amankwaa, Nicolai Jørgensen, Kacaniklic og Delaney, som jeg alle forventer med i startopstillingen mod os. Holdet er dygtigt offensivt og har fået styr på defensiven Men det er ikke et hold, der med sine hidtidige resultater har fejet alt af bordet, siger Niels Frederiksen.

EfB kæmper fortsat for at vinde terræn efter den pointmæssigt skuffende start på sæsonen. Pilene peger opad, både spillemæssigt og hvad angår udbyttet i de enkelte kampe.

- Vi har en stigende tro og optimisme i truppen. Vi ved, at vi har svære kampe i øjeblikket, men ikke kampe, som vi ikke kan få point i. Det gælder om at vinde nogle fodboldkampe og undgå at tabe de andre. Vores problem er ikke så meget, at vi har tabt tre ud af ni superligakampe, men at vi har vundet for få, siger Niels Frederiksen.

Holdet har ikke tabt i de tre seneste superligaopgør ude mod FC København. I Telia Parken vil EfB have fokus på defensiven, god organisation og at være skarp, når chancerne byder sig længere fremme ad banen.

- Vi har haft meget fokus på, hvordan vi undgår at blive trykket af FCK. Det kan godt være, vi bliver det, men det er ikke vores hensigt at stille os tilbage på banen, siger Niels Frederiksen. 

Jesper Rasmussen og Emil Lyng er ude med henholdsvis fod- og ankelproblemer, og Mohammed Fellah og Jens Berthel Askou er nye i truppen.

EfB spiller kampen i Superligaen mod FC København søndag den 5. oktober kl. 17.00 i Telia Parken.

Af Frede Madsen

nyheder_divider