Halvlegen der gav håb om bedre tider

21. maj. 2016

Esbjerg fB’s hårdt prøvede mandskab skal rejse sig oven på en ny nedtur, når holdet søndag aften møder AaB på Nordjyske Arena. Efter det bedste spil længe og en 2-0-føring ved pausen tabte EfB 3-2 til Brøndby IF, der i det fine comeback nød godt af manglende dommerkendelser ved de to første mål.

- Vi spillede en helt igennem godkendt første halvleg, hvor vi var tålmodige i opspillet, afklarede i vores gennembrudsspil og ofte havde fire-fem Brøndby-spillere foran os i presspillet. Men vi er naturligvis ærgerlige over de mange dårlige clearinger, manglerne i duelspillet, og at vi ikke fik dækket op ved det tredje mål efter pausen, siger EfB’s cheftræner, Jonas Dal.

EfB løb også tør for udskiftningsmuligheder, da både Jeppe Andersen og Mick van Buren var tjenlige til at blive skiftet ud med skader ved den sidste udskiftning. En usædvanlig lang skadesliste og mindre skader hos de spillere, der har måttet stille op, har kendetegnet foråret for EfB. Anfører Magnus Lekven er ude for tredje kamp i træk, men reelt har han døjet med sin fodskade i fem-seks kampe. Kun Jeppe Højbjerg, Daniel Stenderup, Casper Nielsen og Ronnie Schwartz er sluppet for nævneværdige skader.

Trods fire nederlag i træk mærker Jonas Dal, at mentaliteten i truppen bevæger sig i den rigtige retning.

- Langt flere tør åbne sig, sige noget og forpligte sig på fællesskabet, både taktisk og over for hinanden. Når det går i den retning, givet det mig et håb for fremtiden. Også på banen kunne man i første halvleg mod Brøndby se, at spillere har talt sammen indbyrdes og bød ind spillemæssigt, siger Jonas Dal.

Mens EfB’s muligheder for at bevæge sig væk fra bundplaceringen fortoner sig, har AaB fortsat meget at spille for. Efter to nederlag i træk til FC København og AGF er holdet tvunget til at vinde for at bevare medaljechancen og muligheden for at spille europæisk fodbold i den nye sæson. Jonas Dal betoner vigtigheden af at hænge godt sammen i kæderne over for et dygtigt og bevægeligt fodboldhold.

Den unge midterforsvarer, Jeppe Brinch, beskadigede et ledbånd i den ene ankel i en reserveligakamp mod Brøndby tirsdag og har spillet færdig i denne sæson, mens Jesper Jørgensen er tilbage fra straffeboksen, hvor hans plads overtages af Jeppe Andersen.

EfB - AaB søndag den 22. maj kl. 18.00 på Nordjyske Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider