Indsats i premieren får konsekvenser mod mestrene

22. Jul. 2016

Den mentale dimension fylder lige så meget som det fodboldmæssige forud for EfB’s første hjemmekamp, mødet med de danske mestre fra FC København lørdag eftermiddag på Blue Water Arena.

Fodboldfagligt har cheftræner Colin Todd i løbet af ugen arbejdet med både defensiv og offensiv. Forsvarsmæssigt gælder det at finde gode positioner på banen, dæmme op for modstandernes farlige indlæg og frem for alt stå kompakt. Offensivt vil EfB angribe bredt, skabe plads til fremstød fra backs, bringe angribere i positioner bag københavnernes bagkæde og skabe uro med indløb i feltet.

Og så er det med det mentale:

- Vi må ikke have frygt for FC København, og hver enkelt spiller skal præstere på toppen af sin ydeevne. Fodbold er en udfordring, og lørdagens modstander vil ikke gøre det let for os. Der lurer mange farer i sådan en kamp, siger Colin Todd.

Mens EfB fik en dårlig premiere med et nederlag på 4-0 til Brøndby IF, vandt FC København ubesværet 3-0 over oprykkerne fra Lyngby BK. Mestrene konsoliderede indtrykket af stor styrke ved at smadre nordirske Crusaders ud af Champions League-kvalifikationen med 6-0. Colin Todd skærmede spillerne mod den værste kritik efter premieren ved at tage det fulde ansvar, men indsatsen får konsekvenser.

- Jeg tog ansvaret efter Brøndby-kampen, også fordi jeg måske ikke valgte de rigtige spillere. Der vil ske ændringer i startopstillingen mod FC København. Jeg har brug for ledere og vindere, når vi skal have mentaliteten tilbage. Min opgave er at samle spillerne op, og de må vise sig fortjent til at være på holdet. Fodbold er et simpelt spil, og vi skal gøre det så simpelt som muligt, siger Colin Todd.

En af ændringerne i startopstillingen følger af, at backen Jesper Lauridsen længe har været plaget af smerter i en slimsæk i venstre hæl og nu har brug for at få ro på skaden.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod FC København lørdag den 23. juli kl. 17.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider