Islandsk midtbanekæmpe til EfB

31. aug. 2015

Esbjerg fB har indgået en fireårig aftale med den islandske spiller, Victor Pálsson, der er købt fri af en kontrakt frem til 2018 i Allsvenskan-klubben Helsingborgs IF. Dermed har EfB på transfervinduets sidste dag indgået to fireårige kontrakter med spillere, der er udset til at spille vigtige roller på fremtidens hold. Tidligere er det offentliggjort, at Bjørn Paulsen skifter fra SønderjyskE til EfB.

Ligeledes 24-årige Victor Pálsson spillede i to ungdomsår fra 2007 til 2009 i AGF og har siden spillet i Liverpool FC, skotske Hibernian, New York Red Bulls og NEC Nijmegen i Holland, inden han i fjor kom til Helsingborgs IF. Her har han spillet 40 kampe i overvejende midterforsvaret, men er i EfB udset til at spille på den centrale midtbane.

- Det har været en meget vanskelig beslutning at skifte til Esbjerg, for jeg har haft det rigtig godt i Helsingborg. Klubben har vist stor interesse for mig, og et skifte bliver nemmere af, at jeg kan tale sproget og ved, hvordan det hele foregår i Danmark. Samtidig spiller det ind, at det er svært at komme på det islandske landshold som midterforsvarer. Nu kommer jeg til en klub, hvor jeg vender tilbage til midtbanen og får mulighed for at vise mig frem med gode præstationer, så jeg forhåbentlig kan komme i betragtning til landsholdet, siger Victor Pálsson.

Den 1,86 m høje Reykjavik-dreng har spillet fire A-landskampe for Island, heraf tre i 2015, og betegner sig selv som en ung spiller, der efterhånden har erfaring fra mange klubber.

- Esbjerg er en klub, der vil noget større, og jeg håber at kunne bidrage til at bringe klubben højere op i tabellen. Jeg har skrevet en forholdsvis lang aftale og vil gerne være med til at flytte klubben i den tid, jeg er der. Jeg har spillet midterforsvarer næsten hele tiden i Helsingborg, og selv om jeg først og fremmest ser mig selv som midtbanespiller, kan jeg spille flere positioner, siger Victor Pálsson.

Med købet af Victor Pálsson har EfB i sommerens transfervindue investeret i tre spillere, Nicki Bille, Bjørn Paulsen og Victor Pálsson, der alle er frikøbt for et millionbeløb, samt tilført Leon Jessen på en fri transfer fra 1. FC Kaiserslautern.

Medlem af EfB’s sportslige udvalg, Niels Erik Søndergård, betegner transfervinduet som krævende at agere i, men er meget tilfreds med, at det er lykkedes at tilføre spillere, der alle forstærker toppen i truppen og er gode bud på pladser i startopstillingen.

- Victor Pálsson er ligesom Bjørn Paulsen en alsidig spiller, men vi ser ham primært som midtbanespiller. Han har et stort vinderinstinkt, han har fysik og duelstyrke, og så er han en god fodboldspiller med fine afslutningskvaliteter med højrebenet. Alt i alt en komplet og meget anvendelig spiller. Vi er nu i mål med aktiviteterne i dette transfervindue og har foruden gode fodboldspillere fået tilført truppen en fysisk dimension, der er anderledes end de spillere, vi havde i forvejen. Vi har fået en bedre balance i truppen og flere handlemuligheder ved at kunne tilføre spillet mere pondus i afgørende situationer, siger Niels Erik Søndergård. 

Victor Pálsson, der har islandsk mor og portugisisk far, kommer til Esbjerg så hurtigt, det er praktisk muligt, formentlig allerede tirsdag.

Af Frede Madsen
Foto: Linda Carlsson 

nyheder_divider