Jakob Ankersen: Mine udtalelser er ikke hård kritik

24. sep. 2013

EfB-spilleren Jakob Ankersen har efter en række gode præstationer over for bold.dk givet udtryk for, at han har niveau til at spille på det danske A-landshold. Han siger samtidig, at han ikke er enig i den måde, landstræner Morten Olsen udtager spillere på.

Jakob Ankersen står ved sine udtalelser, men understreger, at det på ingen måde er ment som en hård kritik af hverken Morten Olsen eller DBU, som det er blevet udlagt som af flere medier.

- Jeg udtaler mig lige efter, vi har vundet 3-1 over FC Vestsjælland, og jeg har scoret to mål. I en sådan situation kan pulsen og selvtilliden være lidt høj, og det kan godt være, jeg har snakket lidt over mig. Min hensigt har på ingen måde været at indlede en stor debat om Morten Olsens kriterier for at udtage landsholdsspillere. Desuden er det vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke nævner eller kritiserer navngivne spillere, som af flere netmedier er blevet inddraget efter mine udtalelser, siger Jakob Ankersen.

EfB-spilleren ønsker nu at koncentrere sig om de vigtige opgaver, EfB står over for i Superligaen og Europa League, og har ikke flere kommentarer til hverken sit eget landsholdskandidatur eller kriterierne for landsholdsudtagelse.

- Jeg ønsker at få ro på nu. I fremtiden skal jeg nok lære at holde den slags udtalelser for mig selv eller udtale mig mindre bombastisk, siger Jakob Ankersen.

EfB’s administrerende direktør, Søren Poulsen, anerkender spillernes ret til at give udtryk for deres holdninger og bidrage til at højne interessen for EfB og dansk fodbold i almindelighed. Han henstiller dog, at de holder bolden og argumenterne på deres egen halvdel og ikke fremsætter generel kritik af forholdene i dansk topfodbold, herunder landstræner Morten Olsens dispositioner.

- Danske fodboldspillere bliver ofte klandret for at være for pæne – og kedelige, når de udtaler sig til medier. Vi ønsker at give spillerne et spillerum til at give udtryk for holdninger og vurderinger, men vi foretrækker, at de holder sig til deres egne og holdets præstationer og ikke forholder sig ydre forhold. Jakob og hans tvillingbror, Peter, bobler ligesom resten af holdet af selvtillid for tiden, og det er del af deres energi at give udtryk for deres meninger. I dette tilfælde har Jakob nok været lige frisk nok, og de holdninger, han er citeret for, er ikke sammenfaldende med EfB’s, siger Søren Poulsen.

EfB’s ledelse betragter sagen som ude af verden.

Af Frede Madsen

nyheder_divider