Jeppe Schultz på fuld tid i EfB

13. sep. 2017

Den tidligere U18-landsholdsspiller Jeppe Schultz har indgået en ny aftale med EfB frem til sommeren 2020.

Efter et længerevarende skadesforløb har EfB givet den 19-årige midterforsvarer Jeppe Schultz en aftale, der løber frem til sommeren 2020. I de kommende sæsoner kan han forhåbentligt genfinde den form, som har resulteret i sammenlagt 17 U-landskampe for spilleren, der har sine rødder i SFS-klubben Næsbjerg-Rousthøje UI.

- Jeppe Schultz er et stort talent, som kommer tilbage efter en skade, og vi vil gerne vise vores tiltro til ham med den her aftale. Vi tror på, at han er en stor del af vores fremtid, og han kan tage de næste skridt i løbet af de kommende år, siger sportsdirektør Ted van Leeuwen om den venstrebenede midterforsvar, der har sine forcer i spilforståelsen og en glimrende evne til at føre bolden frem. Han er endnu ikke en fast del af NordicBet Liga-truppen, men har i denne sæson været på bænken en enkelt gang.

nyheder_divider