Jeppe Højbjerg fortsætter et halvt år i FC Fredericia

16. Jul. 2015

Den kommende U21-landsholdsmålmand, Jeppe Højbjerg, er fremtidens målmand i Esbjerg fB. I bestræbelserne på at klargøre ham yderligere til at spille i Alka Superliga udlejes han også i årets andet halvår til FC Fredericia i NordicBet Ligaen. 

- Jeg havde håbet at vende tilbage og stå for EfB i den nye sæson, men anerkender, at Martin Dúbravka er en dygtig og mere erfaren målmand. I den nye lejeaftale med Fredericia bliver det spændende at starte fra nul og ikke være truet af nedrykning, som da jeg begyndte i klubben i foråret. Vi reddede os i sidste spillerunde mod HB Køge, hvilket var en positiv oplevelse, og det gik godt for både mig og holdet, siger Jeppe Højbjerg, der fortsat vægter højt at spille fast og få rutine som målmand.

Optakten i FC Fredericia blev ødelagt af en skade, men Jeppe Højbjerg vendte overbevisende tilbage og var med syv clean sheets i 10 kampe medvirkende til at redde klubben fri af nedrykning. I den nye sæson med tre oprykningspladser til en udvidet superliga er erfarne Ove Pedersen cheftræner for en spillertrup med en række udskiftninger.

Medlem af det sportslige udvalg i EfB Niels Erik Søndergård er tilfreds med, at Jeppe Højbjerg har samlet erfaringer ved at være fast målmand på et godt niveau i den næstbedste række.

- På grund af skaden blev det blot til 10 kampe, og Jeppe vil have godt af at stå yderligere 15-20 kampe, så han kan blive yderligere klar til superliganiveau. FC Fredericia har i forårssæsonen kunnet se, at klubben har fået en dygtig målmand til rådighed, og vi har længe været i dialog om et nyt lejemål. Det ændrer ikke på, at vi ser Jeppe som superligamålmand i Esbjerg i nær fremtid, siger Niels Erik Søndergård.   

Jeppe Højbjerg fortsætter med at træne en til to gange ugentlig med målmandstræner Lars Winde og de øvrige målmænd i EfB, men skal ellers træne under den tidligere EfB-målmandstræner, Kaj Stefansen, i Fredericia.

Af Frede Madsen

nyheder_divider