Jerry Lucena om U17-efteråret

U17-cheftræner Jerry Lucena kigger tilbage på et efterår med både op- og nedture, men anerkender de unges præstationer overordnet set. Jerry Lucena er fortrøstningsfuld omkring foråret og ser et stort potentiale i et ungt hold. 

Jerry Lucena og U17-talenterne har spillet efterårets sidste kamp og cheftræneren tager her et tilbageblik på første halvdel af 2017/18 sæsonen i U17 Ligaen, hvor holdet overvintrer på ligaens 11. plads med femten point i tretten kampe.

– Vi havde afslutning i tirsdags med alle drengene, hvor jeg også gav dem nogle afsluttende ord. Vi har haft både op- og nedture, hvor vi har spillet rigtig flot fodbold og kampe hvor vi er løbet ind i nogle øretæver. Begge dele har været særdeles lærerige, og vi viste så sent som i årets sidste kamp, at vi har rykket os på det mentale, da vi går ud og leverer den anden halvleg som vi gjorde mod FCN, fortæller Jerry Lucena.

Basen er blevet væsentligt forbedret, dog har de unge U17-spillere manglet stabilitet i deres spil, men det er der ifølge cheftræneren en god forklaring på.

– Vi har klart den yngste trup i ligaen, hvilket vi også skal huske på. Størstedelen af spillerne har haft deres debut i U17 Ligaen dette efterår og derfor har præstationerne helt naturligt været svingende – det har sæsonen båret præg af. Når vi rammer dagen, kan vi spille op med de fleste og vi skal derfor arbejde videre med stabiliteten og selve organisationen på det her unge hold. Flere af vores profiler er også rykket op på U19 nu, hvilket jo selvfølgelig er positivt i det store billede. Jeg har kun stor respekt for de unge spillere, for de har gjort det fremragende. De har groet noget erfaring nu og det skal vi gerne kunne se til foråret, fastslår cheftræneren.

Overordnet set er Lucena tilfreds med holdets præstation og er også særdeles fortrøstningsfuld omkring foråret, hvor Mirza Husic og Jeppe Paulsen også er til rådighed igen. Han håber derfor at de kan bringe det nødvendige stabilitet til holdet.

– Vi arbejder på ting der gør os bedre som hold, og det at vi får to anden års spillere tilbage fra lange skadesperioder, gør at vi kan forvente mere stabilitet og lederskab. Samtidig vil de også føre ekstra kvalitet til holdet og Husic og Paulsen tørster efter at få lov til at spille igen. Jeg synes det er en godkendt halvsæson, vi er hverken det dårligste eller det bedste hold og vi ved herfra hvad vi skal arbejde videre med. Jeg er meget fortrøstningsfuld overfor anden halvdel af sæsonen, hvor jeg forventer vi kan ramme et højere niveau generelt og bruge den erfaring vi har fået, slutter Jerry Lucena, der samtidig glæder sig over den tilbagevendte talentfulde keeper Nicolai Vistisen i truppen, der vil fremme både konkurrencen og kvaliteten på målmandsposten.

EfB U17 spiller første kamp i U17 Ligaen igen den 24. februar klokken 14.15 når AaB kommer på besøg.