Jesper Jørgensen tilbage til EfB efter fem år i Belgien

11. jan. 2016

Efter fem år i belgisk fodbold vender Jesper Jørgensen tilbage til Esbjerg fB, hvor han i årene 2003-2010 spillede 201 kampe og sluttede som anfører. Den 31-årige midtbanespiller har underskrevet en kontrakt på to et halvt år frem til 30. juni 2018 og tiltræder torsdag, når han returnerer fra en træningslejr i spanske Marbella med SV Zulte Waregem. 

Med Jesper Jørgensens tilbagekomst tilføres EfB-truppen en spiller med en klassisk sydvestjysk fodboldopvækst. Han spillede de første år i JBS, fodboldsamarbejdet i Janderup og Billum, og kom med den større klub, Varde IF, som mellemstation til EfB.

- Jeg har hele tiden tænkt på, at det kunne være en mulighed at afslutte min karriere i EfB, og vi har løbende været i kontakt igennem årene. Nu synes jeg, det hele passer sammen. Jeg vil gerne skifte i et vintertransfervindue for at få en god, lang forberedelse og lære de nye mennesker i Esbjerg at kende, og min belgiske kæreste, Fauve, flytter med til Danmark. Hun er lærer og taler dansk. Jeg føler, at jeg har gennemgået den største udvikling på det menneskelige plan i årene i Belgien, hvor jeg har oplevet rigtig meget både på og uden for banen. Jeg glæder mig ekstremt meget til at begynde i EfB, men det er også specielt at flytte fra Belgien, hvor jeg har været rigtig glad for at være og har mange venner, siger Jesper Jørgensen.

Han debuterede for EfB som 18-årig i foråret 2003, men måtte vente adskillige år på sit gennembrud. Inden han i januar 2011 skiftede til belgiske KAA Gent, havde han dog udviklet sig til en af holdets bærende spillere og anfører. Succesen fortsatte i Gent, hvor han i 60 kampe spillede i en mere fremskudt position på midtbanen end i EfB, og det åbnede for en kontrakt med topklubben Club Brugge i sommeren 2012. Her spillede han 75 kampe, blandt andet også Europa League-kampe, men efterhånden blev det småt med spilletid, og Jesper Jørgensen skiftede i september 2014 til den klub, han nu forlader et halvt år før kontraktudløb, Zulte Waregem.

EfB’s cheftræner, Jonas Dal, mødte for første gang Jesper Jørgensen i efteråret, da EfB holdt møde med ham om hans syn på fodboldfremtiden, og der var gensidig sympati.

- Jeg fik et rigtig godt indtryk af Jesper, der har spillet for Gent, Zulte Waregem og ikke mindst Club Brugge, og som ovenikøbet er fra Esbjerg. På den baggrund kan jeg ikke se andet, end at det bliver et meget fint match, både i spillet på banen og i det øvrige liv i klubben. Jesper kender mange af de værdier, vi gerne vil stå for i EfB, siger Jonas Dal.

Jesper Jørgensen kommer med autoritet, udstråling, fysik og et stærkt drev med bolden, uanset hvor på midtbanen han er placeret. Adm. direktør Søren Poulsen hæfter sig ligeledes ved Jesper Jørgensens fortid, præstationer og fremtræden under hans første lange periode i EfB.

- EfB befinder sig i en periode med et fornyet trænerteam og flere ændringer i spillertruppen. I en sådan tid er det vigtigt at have lederskikkelser, der kender klubben og kulturen, til at gå forrest. Vi føler, at vi berettiget kan have store forventninger til Jesper, både på banen og i omklædningsrummet. At vi kan finde de kvaliteter, vi søgte, i en tidligere spiller i klubben, er en meget stor glæde for EfB, siger Søren Poulsen.

Af Frede Madsen

nyheder_divider