Jesper Lange skal træne med i EfB

Det er ikke mange dage siden, der var snak i de lokale medier om et retur fra den tidligere publikums-darling, Jesper Lange. Den lille fynbo og EfB-angriber er da også tilbage i klubben, men dog kun for kort stund.

Jesper Lange skal fra på mandag træne med på Gl. Vardevej, men det er kun en vennetjeneste for en tidligere spiller i klubben, fastslår sportsdirektør, Ted Van Leeuwen.

– Jesper er i den afsluttende fase af hans genoptræning i forbindelse med den alvorlige knæskade, han pådrog sig i efteråret. Som tidligere spiller i klubben, har vi givet ham den mulighed at træne med her ved siden af den øvrige behandling, som han modtager her i byen. Jesper er en yderst populær person i Esbjerg og EfB, men der er altså blot tale om en vennetjeneste, som vi også gjorde med Kevin Conboy i sommers, siger sportsdirektør, Ted Van Leeuwen.

Jesper Lange kom til EfB i 2006, hvor han spillede 207 kampe og scorede 51 mål for klubben, inden han i 2013 skiftede til AGF. Idag er den nu 32-årige angriber på kontrakt i svenske Helsingborg IF, og vil altså fra på mandag, efter aftale med den svenske klub, begynde den midlertidige træning på Gl. Vardevej.