Klar til fodboldfest mod ”Duncan” og Riddersholm

10. mar. 2016

Opmuntret af 1-0-sejren over Randers FC jagter Esbjerg fB den anden sejr i Alka Superliga på hjemmebane på fem dage, når AGF kommer på besøg fredag aften. Mindst 400 højlydte AGF-tilhængere har meldt deres ankomst til den jyske fodboldklassiker.

Ryan Johnson Laursen er med i EfB-truppen for første gang, siden han måtte trække sig ud af kampen mod Hobro IK i slutningen af september med en skade, der har plaget ham det meste af sæsonen. Cheftræner Jonas Dal håber, at hans mandskab kan bygge videre på det udtryk og de dyder, holdet viste i den viljestærke indsats mod Randers.

- Og hvis vi tør lidt mere i det offensive spil, uden at det koster bagude, vil det også være fint. Vi vil gerne opnå i stedet for at undgå, og kan vi få en sejr mod AGF, vil vi være på vej mod en rigtig god forårssæson. Vi ønsker at kunne kigge opad, og så skal vi i det mindste spille lige op med og helst vinde over AGF. På hjemmebane skal vi med den 12. mand i form af opbakningen fra tilhængerne præstere noget ekstra, siger Jonas Dal.

Han ser frem til mødet med trænerkollega Glen Riddersholm, der har trukket topangriberen Morten ”Duncan” Rasmussen med fra FC Midtjylland og ifølge EfB-træneren også har overført spillestilen.

- AGF har fået et boost og en tro på tingene med Glen. Holdet spiller ligesom FC Midtjylland med samme træner og samme angriber, som de havde i fjor. Spillet handler om at få ”Duncan” sat i scene, og han kan være en ubehagelig modstander for ethvert hold. Jeg er lidt overrasket over, at en så dygtig superligaangriber ikke er udtaget til A-landsholdet, siger Jonas Dal.

Interessen for kampen er stor, både til VIP-arrangementer i lounger og skyboxe og hvad angår det generelle billetsalg. Der er lagt op til fodboldfest med rivaliserende tilhængere på tribunerne og to tændte fodboldhold.

EfB har udtaget en 19-mandstrup, hvor Ryan Johnson Laursen og målmand Martin Dúbravka er nye i forhold til Randers-kampen.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod AGF fredag den 11. marts kl. 18.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider