Køb det store kampprogram i UEFA klæder

02. okt. 2013

Esbjergs fodboldarena vil være klædt i UEFA-dragt til Europa League-kampen mellem Esbjerg fB og FC Salzburg torsdag kl. 21.05, og også kampprogrammet er produceret i UEFA’s design.

Kampprogrammet er i A4-format og byder på masser af læsestof og facts om kampen og de to mandskaber. Du kan læse om Jonathan Soriano, Sadio Mané, Kevin Kampl og andre Salzburg-profiler. Få også assistenttræner Lars Lungi Sørensens vurdering af EfB’s chancer mod de østrigske favoritter.

Målmandstræner Lars Winde har gode minder fra østrigsk fodbold, hvor han spillede i halvanden sæson, inden han kom til Esbjerg. Læs blandt andet om, hvordan han vurderer målmand Frederik Rønnows rolle i kampen.

Du får også et helt nyt holdbillede i A3-format af EfB, som er nemt at tage ud og gemme.

Kampprogrammet til EfB’s første kamp i et gruppespil i Europa League nogensinde ventes at blive et samlerobjekt og kan købes af programsælgerne ved stadion for 30 kr.

Af Frede Madsen

nyheder_divider