Førstehold

Kom og hyld en legende

Til hjemmekampen mod Skive IK får tilskuerne mulighed for at hylde den legendariske målmand Ole Kjær, der har fået plads i Esbjerg Kommunes Hall of Fame.

Der er en ekstra god grund til at starte forårssæsonen på Blue Water Arena på søndag, hvor tilskuerne får lejlighed til at hylde en af de markante skikkelser, der har givet de sydvestjyske fans mange store oplevelser. Den tidligere EfB-målmand Ole Kjær blev tidligere på året optaget i Esbjerg Kommunes Hall of Fame i forbindelse med den årlige idrætsfest, og derfor benytter EfB forårets første kamp til at hylde den store keeper.
Ole Kjær var en sikker skanse for både EfB i 474 kampe, hvilket er klubrekord, og på det danske landshold, hvor han stod mellem stængerne i 26 kampe. Målmanden var således en nøglespiller, da EfB hentede det danske mesterskab i 1979 efter to sæsoner med henholdsvis bronze og sølv, og han blev da også kåret til Årets Spiller i Danmark i 1978. Han er desuden kendt for den legendariske redning af Luther Blissetts afslutning, da Danmark i 1983 slår England på Wembley på vej mod EM i Frankrig året efter.
Der er med andre tale om en levende EfB-legende, og EfB opfordrer tilskuerne til at hylde Ole Kjær i forbindelse med kampen mod Skive IK på søndag den 4. marts klokken 13.45.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo