Kom og sig farvel til HH og Eddi Gomes

03. Dec. 2015

Årets sidste kamp i Alka Superliga på Blue Water Arena markerer ikke kun et farvel til en af de store profiler i EfB’s nyere fodboldhistorie, Hans Henrik Andreasen. Også publikumsyndlingen fra efteråret 2014, Eddi Gomes, kommer på besøg for at sige ordentligt farvel til de EfB-tilhængere, han på rekordtid opnåede nærmest kultagtig status hos.

Eddi Gomes skiftede til den kinesiske klub, Henan Jianye FC, i januar og nåede ikke at tage afsked med de tilhængere, der elskede hans kompromisløse forsvarsspil med hurtighed og skræmmende duelstyrke som de vigtigste egenskaber.

- Det er fantastisk, at Eddi kommer og spiser i loungen og inden kampen kommer på banen for at hilse på vores publikum. Og så på samme dag, som vi tager afsked med HH. Da vi hentede ham hjem til Esbjerg i januar 2013, fik han straks en enorm betydning for holdet i en stærk forårssæson i Superligaen og med sejren i pokalfinalen som kulminationen. HH fortjener en værdig afsked og en stor hyldest af alle EfB-tilhængere, og vi ønsker ham held og lykke i den videre karriere, siger EfB’s adm. direktør Søren Poulsen.

Mens Hans Henrik Andreasen har haft god tid til at forberede sig på afskeden med tilhængerne, gik det meget hurtigere, da Eddi Gomes blev solgt til kinesisk fodbold. Til EfB’s hjemmeside sagde han dengang:

- Jeg tænkte, at her skulle jeg være i mange år, og i hvert fald indtil min kontrakt udløb. Sådan skulle det ikke gå. Jeg vil komme til at savne Esbjergs fans efter den modtagelse og den støtte, de har givet mig. Jeg vil også savne holdkammeraterne og den levevis, jeg har haft i klubben. Det er hårdt at sige farvel.

Eddi Gomes ringede selv onsdag til EfB. Nu får han endelig mulighed for at sige ordentligt farvel.

Også en tredje spiller tager afsked med EfB inden kampen mod SønderjyskE. Michael Almebäck kom til EfB på en etårig lejeaftale ved årets begyndelse, og udgangspunktet er, at han vender tilbage til Brøndby IF, hvor han har et halvt år tilbage af sin kontrakt. Almebäck spillede sin sidste kamp for EfB mod OB, idet han pådrog sig en advarsel, der udløser en spilledags karantæne.

Du kan købe billet til kampen i Alka Superliga mellem EfB og SønderjyskE søndag kl. 13.30 på www.efbbillet.dk.

Af Frede Madsen

nyheder_divider