Konditionstest, træningskamp og overlevelsestur

21. Jun. 2016

EfB’s spillertrup gennemførte tirsdag formiddag en Bip-test, der måler spillernes kondition og sprintudholdenhed. Fysisk træner Torben Nielsen var tilfreds med, hvad han så og målte i Blue Water Dokken.

De to backs, Jesper Lauridsen og Nikolaj Hagelskjær, var blandt de bedste, og også midtbanespillerne Magnus Lekven, Mark Brink og Jeppe Andersen viste god form. Ligeledes synes midterforsvarerne at komme til sæsonforberedelserne med et godt fysisk niveau.

Cheftræner Jonas Dal er fornøjet med at få friske spillere tilbage fra tre ugers sommerferie.

- Det har været fedt at møde drengene og mærke, at de kommer med gejst, gnist og vilje til at spille fodbold. Det er lidt som at begynde på ny og være indstillet på at gøre det godt, siger Jonas Dal.

Onsdag kl. 17.30 får EfB’erne desuden en kamp i benene, når 100-årsjubilaren, Skjern GF, lægger bane til en træningskamp mod FC Midtjylland. EfB tager hele truppen med, men må på banen undvære i hvert fald Robin Söder, Andreas Nordvik, Jesper Jørgensen og Ryan Johnson Laursen, som ikke er klar til at spille. U19-spillerne Daniel Anyembe, Jacob Lungi Sørensen og Klaus Moesgaard, der får et gensyn med sin gamle hjemmebane, er derimod klar.

Efter træningskampen tager EfB på overlevelsestur på Jonas Dals hjemmebane ved Isenvad uden for Ikast. I Nørlund og Gludsted Plantager vil spillerne blive budt på udfordringer og samarbejdsøvelser, der vil tangere og måske overskride deres grænser.

- Vi skal arbejde med teamfølelsen og –forståelsen, og jeg venter mig meget af turen, siger Jonas Dal.

Af Frede Madsen

nyheder_divider