Kynismen manglede i Horsens

01. okt. 2016

Lørdag eftermiddag mødte EfB oprykkerne fra AC Horsens, som tog i mod vestjyderne med et stort ønske efter dueller og dødbolde. Esbjergenserne havde bolden mest og fik tilspillet sig flere chancer, men desværre for vestjyderne manglede de horsensianernes kynisme, som bedst blev udvist af Kjartan Finnbogason, der ti minutter før tid headede bolden i mål til slutresultatet 1-0.

Esbjerg fB var taget til Horsens med håbet om at få sæsonens første sejr på udebane, og med dette ønske lagde spillerne fra land med masser af aggressivitet og fight. Dette gav hurtigt flere muligheder til esbjergenserne, hvor Kevin Mensah tidligt kom igennem på højrekanten og sendte bolden ind til Nikolaj Hagelskjær, som spillede den videre til Ryan Johnson Laursen, der afsluttede mod mål, men målmanden reddede.

Ti minutter efter gengældte Ryan Johnson Laursen den fine aflevering, da han kastede et langt indkast, som blev forlænget til Kevin Mensah, der i feltet flugtede bolden over mål.

Esbjergenserne fastholdt presset, og inden pausen fik først Leon Jessen slået bolden indover til Bjørn Paulsen, der headede over mål, inden Brent McGrath lagde bolden af for Ryan Johnson Laursen, som afsluttede over mål, og spillerne gik til pause ved stillingen 0-0.

Vestjyderne fastholdt presset fra anden halvlegs start, og efter få minutter sendte Jeppe Højbjerg Kevin Mensah afsted med et langt udspark, men afslutningen fra Mensah gik en snert forbi målet.

Kort tid efter fremprovokerede Kevin Mensah et hjørnespark efter en lille dribletur. Mensah tog sig selv af hjørnesparket og slog bolden ind til Brent McGrath, der fra kort afstand hamrede boldenmod mål, men afslutningen blev blokeret af brystet på en horsensianer, der straks gik i gulvet.

Hjemmeholdet forsøgte efterfølgende at svare lidt igen, da Andre Bjerregaard kom igennem i venstre side, men hans afslutning gik i sidenettet.

På en omstilling kort tid efter spillede Brent McGrath bolden ind til Casper Nielsen på midten, som sendte den videre til Nikolaj Hagelskjær på venstrekanten. Han afsluttede mod mål, men målmand, Nicklas Dannevang, reddede bolden til hjørnespark. På det efterfølgende hjørnespark kom Bjørn Paulsen højest, men hans hovedstød gik over mål.

AC Horsens fik i anden halvleg kæmpet sig lidt mere ind i kampen, og dette gav et par muligheder, hvor først Peter Nymann sendte bolden ind til Andre Bjerregaard, som afsluttede tæt forbi mål, og kort tid efter afsluttede Connor O’Brien udefra, men Jeppe Højbjerg reddede til hjørnespark.

Få minutter efter havde esbjergenserne nær fået bolden i mål, da Brent McGrath pressede Nicklas Dannevang i det østjyske mål og blokerede målmandens udspark, men bolden sneg sig forbi stolpen.

Med ti minutter tilbage af kampen fik AC Horsens et hjørnespark. Bolden blev sparket indover til Kjartan Finnbogason, der fra kort afstand headede mod mål. Jeppe Højbjerg blokerede i første omgang hovedstødet med en refleksredning, men Finnbogason kom først på returen og headede den i mål for hjemmeholdet. Efter scoringen trak hjemmeholdet sig endnu længere tilbage på banen, og kampen sluttede 1-0 til AC Horsens.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider