Førstehold

Lammers: Vi skal vise det på hjemmebane

Den gode indsats mod Skive skal gentages på Blue Water Arena, når Nykøbing FC kommer på besøg.

William Møllers forløsende hovedstød gav tre point til kontoen, da EfB gæstede det, der var en af NordicBet Ligaens sværeste udebaner sidste sæson, og det var langtfra det eneste positive, som John Lammers noterede sig. Indsatsen over 90 minutter gav løfter om meget mere.
– Alle arbejdede hårdt, og nu fik spillerne også det resultat, som de fortjente. Vi pressede på, når vi mistede bolden, og selvom hovedet kunne være røget ned, da vi kom bagud, så kæmpede alle videre. Vi fortjente udligningen inden pausen, og vi blev ved i 2. halvleg, hvor der kun var et hold, der gik efter at vinde. Forhåbentlig kan vi vise det samme på hjemmebane for vores eget publikum, for det har vi brug for, fastslår John Lammers, der glæder sig over den store konkurrence i truppen.
– Kampen mellem spillerne bliver hårdere og hårdere, for de skal hele tiden vise mig, at de er klar. Der er hele tiden folk, der banker på til startopstillingen, og alle skal vide, at de altid skal arbejde hårdt. Nu var Jeppe Brinch småskadet og Nikolaj Hagelskjær ude, og så er der andre, der træder ind på holdet og gør det godt. Et godt eksempel er også William Møller, der har arbejdet hårdt, siden han kom op fra ungdomsafdelingen. Han viser mig noget hver gang, vi træner, og han bringer noget ekstra, når han kommer ind. Han er stadig ung, så jeg forventer det ikke hver gang, og derfor er det ekstremt vigtigt, at vi har rutinerede spillere som Lauridsen, Austin og Garcia til at støtte de unge, slutter John Lammers inden opgøret mod Nykøbing FC, hvor truppen blandt andet tæller den tidligere FC Nordsjælland-spiller Søren Christensen, der er hentet hjem fra kroatisk fodbold.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo