Leon Jessen stopper karrieren og indleder nyt liv

31. Dec. 2016

I en alder af 30 år har EfB-backen Leon Jessen besluttet at indstille sin karriere som professionel fodboldspiller. Han har længe været plaget af efterveerne af en ankelskade fra tiden i tysk fodbold og er nået frem til en erkendelse af, at kroppen ikke længere kan holde til at spille fodbold på topniveau.

Leon Jessen uddyber, at det har været en svær og hård beslutning at tage, fordi fodbold har fyldt så meget i hans liv. Men konklusionen er, at han og EfB i enighed har indgået en aftale om at ophæve hans kontrakt. Han har udfærdiget denne erklæring om beslutningen: 

”Jeg har valgt at få min kontrakt ophævet efter fælles aftale med EfB, da jeg gennem længere tid har haft fysiske udfordringer, hvor især den ankelskade, jeg pådrog mig i Tyskland, har gjort, at jeg aldrig kom 100 procent tilbage, og derfor ikke har kunnet præstere optimalt. Det har også gjort, at jeg ikke har været tilfreds med mine præstationer. Det er jeg selvfølgelig ked af - og må desværre erkende, at kroppen ikke længere rækker til fodbold på professionelt plan. På den baggrund har jeg valgt at indstille min professionelle fodboldkarriere og stoppe, inden mine skadesproblemer bliver værre. Det har selvfølgelig været en hård beslutning, da fodbolden altid har været en stor del af mig. 
Jeg har været glad for samarbejdet med EfB og ønsker alt det bedste i fremtiden til mine holdkammerater, trænerteamet og klubben - og håber, at de får kæmpet sig tilbage til en stabil position i Superligaen.”

Leon Jessen har sideløbende med den aktive karriere taget en akademiuddannelse i økonomi, og den kan komme til at angive retningen i det nye liv, han nu indleder.   

Af Frede Madsen

nyheder_divider