Lokalopgør om en billet til top seks

27. Nov. 2014

Med 18 point hver mødes SønderjyskE og Esbjerg fB i sæsonens andet lokalopgør med de samme forudsætninger for forbedre deres position i Superligaen.

- Afhængig af rundens øvrige resultater vil en eventuel vinder kunne være en del af top seks. Vi skal møde det bedste SønderjyskE-hold i mange år med en stærk start-11’er og mulighed for at skifte fornuftigt ud, og holdet har som helhed fået flere strenge at spille på. SønderjyskE har blot tabt tre ud af 15 kampe og er med en stærk defensiv svær at slå. Holdet har to stærke angribere og lægger et godt tryk på i standardsituationer, siger EfB-cheftræner Niels Frederiksen.

EfB’s tilgang til kampen vil være meget lig Hobro-kampen, at matche SønderjyskE i dueller samt ved frispark, hjørnespark og lange indkast, og at EfB’s egne individualister kan præstere afgørende aktioner. Og så skal holdet udnytte chancerne lige så godt som i 4-2-kampen mod Hobro.

- Vi scorede fire mål og er sammen med Hobro det næstmest scorende hold i Superligaen. Der går stadig lidt for mange mål ind hos os, uden at det dog er udtryk for, at jeg har et romantisk forhold til clean sheets. Spillemæssigt var vi primært tilfredse med energien og aggressiviteten i dueller efter den sløve indsats i Randers. Det er noget af det samme, vi skal have frem mod SønderjyskE, siger Niels Frederiksen.

Michael Jakobsen har karantæne, og Lasse Rise og Emil Lyng glider også ud af truppen. Til gengæld er Eddi Gomes tilbage, Jeppe Andersen er kommet sig efter sygdom, og Jeppe Brinch er ny i truppen.

EfB spiller kampen i Superligaen mod SønderjyskE fredag den 28. november kl. 18.30 på Sydbank Park.

Af Frede Madsen

nyheder_divider