Lungi: Udebanemål kan afgøre det hele

13. maj. 2017

Tændte og koncentrerede spillere forberedte sig lørdag formiddag på kamppladsen Blue Water Arena til det første playoff-opgør mellem Esbjerg fB og AGF godt et døgn senere. Alle ved, at der er meget på spil i de to kampe. Det gælder om at undgå endnu mere nervepirrende slutkampe mod taberen af den anden playoff-runde for at redde sig fri af den fatale 14. plads, der udløser direkte nedrykning.

EfB’s cheftræner, Lars Lungi Sørensen, fulgte kampen mellem de to mulige modstandere i næste playoff-runde, Viborg FF og AC Horsens, på tv for at have så mange arbejdstimer som muligt til rådighed til at forberede sig til søndagens kamp mod AGF.

- Det lignede en almindelig superligakamp mellem Viborg og Horsens, og det var ikke til at se, at der var noget særligt på spil. Vi skal også huske, at opgøret mod AGF er en fodboldkamp som alle andre. Alle kender til betydningen af kampen, men vi kan ikke pludselig opfinde en masse nyt, og vi tror på det, vi gør og kan, siger Lars Lungi Sørensen.

Forberedelserne har været som til ethvert andet opgør mod AGF, mest med fokus på eget spil, men også med et blik på modstandernes styrker og spilmønstre, som kan rumme både trusler og muligheder.

- Jeg tror, at udebanemål kan få stor indflydelse på det samlede regnskab. Derfor vil vi fokusere meget på, at modstanderne ikke kommer til lette mål, og at de helst ikke scorer overhovedet. Det er ikke ensbetydende med, at vi vil spille defensivt, og jeg håber da, at vi kan komme til chancer og gerne score mål, siger Lars Lungi Sørensen.

Andreas Nordvik, Jesper Jørgensen og Jeppe Andersen er tilbage i en 19-mandstrup efter skader, og Georgios Katsikas er med efter en karantænedag. Jeppe Brinch, Emmanuel Oti Essigba og Brent McGrath er ude af truppen.

EfB spiller første playoff-kamp i Alka Superliga mod AGF 14. maj kl. 16.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider