EfB forlod DBU Pokalen for tidligt

24. sep. 2015

Til trods for at EfB spillede en time af kampen med en mand i overtal, kunne holdet ikke forvalte det store overskud af spil og chancer, og med et frisparksmål i kampens sidste minutter blev Lyngby endestationen for EfB i årets pokaljagt.

Der var ikke spillet mange minutter af kampen, før Mick van Buren erobrede bolden på midten af banen, hvorefter Mohammed Fellah tog den til sig og drev den frem. Fra kanten af feltet afsluttede han i fødderne på Nicki Bille, der straks forsøgte at lægge bolden i det lange hjørne, men afslutningen gik få centimeter forbi den fjerneste stolpe.

Halvvejs inde i første halvleg satte Victor Pálsson sig ned efter at have taget sig til baglåret i et par minutter, og efter at være blevet tilset af klubbens fysioterapeuter måtte han lade sig udskifte før tid. Dette ændrede dog ikke på selvtilliden blandt esbjergenserne, og kort tid efter kom Leon Jessen igennem i venstre side og slog bolden indover. Her kom Mohammed Fellah højest og headede mod mål, men målmand, Andreas Larsen, reddede flot.

Efter en duel mellem Daniel Jensen og Nicki Bille modtog lyngbygenseren sin anden advarsel, hvorefter dommeren bad ham forlade banen før tid, og Esbjerg fB spillede resten af kampen med en mand i overtal.

Fra anden halvlegs start var EfB rykket længere frem på banen, mens lyngbyerne i højere grad forsvarede eget felt. Til trods for dette kom Bjørn Paulsen fra halvlegens start flere gange igennem fra sin position som højre back og fik afsluttet, men målmanden reddede gang på gang. Når Bjørn Paulsen ikke selv fik afsluttet, sendte han bolden indover til Mick van Buren og Nicki Bille, men afslutningerne gik ikke i mål.

Med tyve minutter tilbage af kampen kom Mikkel Vestergaard på banen i stedet for Mick van Buren, og kort tid efter var han tæt på at blive matchvinder, da han satte hovedet på et frispark fra Mohammed Fellah, men målmanden reddede afslutningen.

Med få minutter tilbage af kampen udnyttede Lyngby BK en omstilling, og dommeren mente, at Michael Jakobsen begik frispark på kanten af feltet. Dette udnyttede Casper Højer Nielsen på fornemmeste vis, da han sparkede frisparket direkte i mål til stor jubel for hjemmeholdet. Så stor en jubel at dommeren efterfølgende udviste Dennis Sørensen fra udskiftningsbænken.

Med få minutter tilbage af kampen satsede esbjergenserne på den udlignende scoring, og dette havde Lyngby nær draget fordel af, da Oke Akpoveta på en omstilling kom alene med Martin Dúbravka. Den slovakiske målmand trak sig dog sejrrigt ud af duellen, og kampen sluttede 1-0 til Lyngby BK.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider