Mark Brinks talent boblede mest af alle i Esbjerg

25. jan. 2016

EfB’s 17-årige stortalent, Mark Brink, havde sine grunde til at melde forfald til ungdomsidrætsfesten i Musikhuset Esbjerg fredag aften. Han var i Tyrkiet med det danske U19-landshold, som han fik debut på i 2015. 

På afstand var Mark en af hovedpersonerne, da han blev kåret som ”Årets Bobler” 2015. Prisen gives til en ung idrætsudøver, som er på tærsklen til et gennembrud, og som besidder et højt sportsligt udviklingspotentiale. I prismodtagerens fravær modtog hans mor, Kirsten Brink, udmærkelsen.

- Det er et skulderklap, at jeg er valgt blandt alle unge idrætsudøvere i Esbjerg Kommune, og det med at være på tærsklen til et gennembrud, synes jeg egentlig, passer meget godt på mig. Det er nu, jeg skal slå til, siger Mark Brink.

Han nævner selv DBU’s kåring af ham som Årets U17-talent i dansk fodbold, at han blev rykket op i EfB’s superligatrup halvandet år før tid, og at han i de sidste tre kampe i Alka Superliga i efteråret var med i førsteholdstruppen som sandsynlige forklaringer på, at han blev valgt blandt tre nominerede.

- Forhåbentlig kan jeg komme ind i truppen til kampe i foråret, men foreløbig satser jeg på at blive fuldt integreret i den samlede trup, og så må vi se, hvad der sker, siger Mark Brink.

Han kæmper ligeledes for at etablere sig blandt de ældre drenge på U19-landsholdet, hvor han i Tyrkiet spillede første halvleg mod et tyrkisk U20-hold og en halv time i den anden kamp mod et hold fra Kasakhstan under opholdets to træningskampe.  

Mark Brink vendte sent søndag aften tilbage til hverdagen i Danmark med en knækket fortand, som han måtte have repareret ved et tandlægebesøg mandag morgen, inden træningen og skolegangen på Rybners kaldte. 

Af Frede Madsen

nyheder_divider