Mental genrejsning før forårets sværeste kamp

07. mar. 2015

Esbjerg fB forbereder sig på forårssæsonens vanskeligste opgave, når holdet sent søndag eftermiddag møder storfavoritterne til DM-titlen, FC Midtjylland, i ulvenes egen hule i Herning.

- Anderledes kan det ikke være, når man møder Danmarks for tiden bedste hold på den bedste hjemmebane, hvor det har spillet 10 kampe og opnået 30 point. FC Midtjylland spiller et meget fysisk og direkte spil og lægger et enormt tungt pres på modstanderne. Samtidig spiller holdet meget dedikeret. Vi skal spille klogt og være klar til en masse duelspil, krig og fysisk styrke. Vi skal toppræstere i nogle facetter af spillet for at have mulighed for at få et resultat med hjem, siger EfB-cheftræner Niels Frederiksen.

Han vurderer, at torsdagens stærke præstation i anden halvleg af pokalkampen mod AaB, som EfB vandt 4-2 på fire mål efter pausen, har givet spillerne en moralsk og mental indsprøjtning, som kan blive nyttig forud for det meget hårde program i Alka Superligaen i de kommende spillerunder.

- Mange stiller spørgsmålstegn ved, hvordan vi står som hold, og på den baggrund var anden halvleg mod AaB en fin oplevelse. Vi fik et vidnesbyrd om, at vi kan præstere på højt niveau, men vi er ikke færdige med at udvikle os som hold. Vi er i en fase, hvor vi fortsat skal arbejde med at spille de nye spillere ind og banke den rust af, som flere af dem har efter ikke at have spillet kampe i en længere periode. Vi skal arbejde på at finde niveauet fra den gode halvleg mod AaB så ofte og meget som muligt, siger Niels Frederiksen.

Han glædede sig over flere præstationer i pokaltriumfen. Den dobbelte målscorer, Kevin Mensah, gjorde det rigtig fint, Emil Lyng tilførte spillet en anden dimension med fysik, hovedspil og et flot mål, Michael Almebäck blev bedre og bedre i løbet af kampen, og så satte Hans Henrik Andreasen sig straks igennem med vundne dueller og sin evne til at placere sig rigtigt, da han blev skiftet ind ved stillingen 2-1 til AaB.

I lyset af den aktuelle placering i Alka Superliga og et kampprogram efter opgøret i Herning med FC København hjemme, OB ude og FC Midtjylland på eget græs orienterer EfB sig kun en vej: Klubben holder øje med bunden.

EfB har en uændret 19-mandstrup i forhold til de to kampe i denne uge.

EfB spiller i Alka Superliga mod FC Midtjylland søndag den 8. marts kl. 17.00 MCH Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider