Nederlag til reserverne

13. Nov. 2017

Trods en god start for reserverne, tabte holdet mandag eftermiddag til OB. Slutresultatet lød på 3-1. 

EfB’s reserver var mandag eftermiddag i kamp ude mod OB. René Christiansen, som er A+-træner, havde håbet at holdet kunne få et resultat med hjem, men sådan skulle det desværre ikke gå for esbjergenserne.

Kampen startede rigtig godt ud for EfB. Allerede i det første spilleminut bragte Budu Zivzivadze vestjyderne foran. Herefter spillede holdet god fodbold. Dog udlignede OB i stedet efter et kvarter, da Bækgaard måtte lave et frispark. Den sparkede en OB-spiller direkte ind bag en chanceløs Jonas Jensen i EfB-målet.

Spillet bølgede frem og tilbage efter udligningen, og chancerne blev aldrig rigtig farlige. Det gik i stå for begge hold på den sidste tredjedel, og derfor måtte spillerne gå til pause til stillingen 1-1.

Anden halvleg startede knap så godt. OB brød en bold på midten, og sendte straks en spiller afsted i dybden som omsatte chancen til mål. 2-1 til OB. Spillerne skulle herefter sunde sig lidt, men fandt igen spillet frem. Der faldt et par chancer for EfB til Martin Egelund og et farligt hjørnespark fra Simon Bækgaard, men den største stod Emil Ankersen for, som kom fri med målmanden. Ankersens træk blev dog for langt, og kunne derfor ikke nå at få afsluttet.

Mulighederne for udligningen var der, men i stedet lukkede og slukkede OB kampen med dagens sidste scoring fire minutter før tid, da en fejl i midterforsvaret bragte en OB-spiller alene med Jonas Jensen. 3-1, som også blev slutresultatet.

- Det er ærgerligt, at personlige fejl hæmmede os lidt i dag. Efter vi kom bagud havde vi en god periode, men vi fik desværre ikke udlignet. Vi sidder lidt med en ærgerlig fornemmelse, at vi ikke får et point med herfra. Dog fine præstationer af vores unge folk i dag, og dejligt at Budu fik scoret. Samlet set var det en okay kamp for reserverne i dag, slutter A+-træner René Christiansen.

Esbjergs reserver spiller deres sidste kamp i efteråret onsdag den 29. november klokken 14.30 hjemme mod SønderjyskE. 

nyheder_divider