Nicki Bille fra EfB til polsk mesterhold

27. jan. 2016

Et halvt år inde i sin treårige kontraktperiode i Esbjerg fB forlader Nicki Bille klubben og tiltræder i den polske klub, Lech Poznan, der i 2015 vandt sit syvende nationale mesterskab. Her er han udset til at afløse den finske topscorer, Kasper Hämäläinen, der skifter til Legia Warszawa. 

Nicki Bille kom til EfB fra franske Evian for at begyndte på en frisk efter en stribe omtumlede år, der havde bragt ham til klubber i Italien, Spanien, Norge og Frankrig. Den højtprofilerede angriber faldt af både sportslige og private grunde ikke til i Esbjerg, og da han på det seneste har haft et udtalt ønske om at forlade EfB, var alle parter indstillet på at finde en løsning.

- Som Nicki Billes ophold i EfB har udviklet sig, har vi ikke set nogen vej til et konstruktivt, fremtidigt samarbejde. Nicki fylder som type meget i en trup, og han har med sin kampvilje og ihærdighed erobret mange fanhjerter i tiden i EfB. Men både han og vi vurderer, at han ville blive vanskelig at integrere i det fællesskab, cheftræner Jonas Dal ønsker at skabe i superligatruppen. Vi foretog for et halvt år siden en investering, som vi med den valgte model for hans videre karriere får tilbage, så vi økonomisk bliver holdt skadesløse, siger EfB’s adm. direktør, Søren Poulsen.

Nicki Bille nåede at spille 19 kampe og score fem mål for EfB. Lech Poznan bliver den 12. klub i den 27-årige angribers seniorkarriere.

Af Frede Madsen

nyheder_divider