Nordvik håber at være klar til playoff-kampe

18. Apr. 2017

EfB-midterforsvareren Andreas Nordvik måtte lade sig udskifte med en muskelskade lige før pausen i superligaopgøret mod AC Horsens lørdag aften. En MR-scanning i løbet af denne uge skal klarlægge skadens præcise omfang, men den foreløbige melding er fire til seks ugers pause.

- Det er selvfølgelig uheldigt, at jeg bliver skadet nu, men det havde været endnu værre, hvis det havde været i ugen før de afgørende kampe. Hvis jeg kan blive klar til playoff-kampene, vil jeg være glad, siger den norske forsvarer.

EfB’s fysioterapeut, Søren Møller Kristensen, oplyser, at Andreas Nordvik har pådraget sig en fibersprængning i højre baglår.

- Normalt vil en skade af den type tage fire til seks uger, men da det ser ud til, at det er en relativt ukompliceret muskelskade, håber vi på, at han kan være klar til playoff-kampene. De første dage skal Andreas have ro og genoptræning, hvorefter vi gradvis intensiverer forløbet og bygger styrketræning og løb på, siger Søren Møller Kristensen.

Af Frede Madsen

nyheder_divider