Nulløsning sikrede EfB point i Randers

28. Apr. 2017

Trods gode takter endte en stille og jævnbyrdig affære i Randers fredag aften med 0-0. 

Før fredagens udebanekamp mod Randers var nedryknings-playoff allerede uundgåeligt for Esbjerg fB. Holdet havde dog stadig mulighed for at snuppe tredjepladsen i sidste runde. Det ville dog kræve en sejr mod et Randers-mandskab, der havde vundet deres to foregående hjemmekampe.

Til kampen sad anfører Victor Pálsson ude med en mindre skade i den ene knæhase. Til gengæld var Awer Mabil tilbage efter karantæne og georgiske Lasha Parunashvili indlemmet i truppen. Derudover havde Brent McGrath afløst Budu Zivzivadze. Eneste ændring i startopstillingen i forhold til sejren mod AC Horsens, var Mark Brink som erstatning for Pálsson.

En intens og jævnbyrdig start på kampen gav flere hårde nærkampe, men få afslutninger. En sådan tilfaldt dog Mark Brink, da han efter tre minutter modtog et langt indkast fra Jacob Lungi Sørensen, men hans afslutning strøg et stykke over Randersmålet.

Derefter var der en periode, hvor gæsterne havde flere fine angreb og aktioner, men de manglede dog en kvalificeret afslutning. En af de bedre muligheder kom midtvejs i halvlegen, hvor Anders Dreyer driblede et par modstandere inden han, med hælen, lagde den af til Jeppe Andersen, der hamrede et hårdt skud ind i favnen på Hannes Halldorsson.

Inden pausen nåede EfB at komme tæt på, da Mads Agesen headede på egen overligger. Dommeren dømte dog frispark til Randers, da Robin Söder var for nærgående på Dreyers indlæg. Netop Anders Dreyer var særligt i hopla i første halvleg. Kort før pausen fik han da også trykket af udefra, men afslutningen blev rettet af. Der kom ikke yderligere muligheder, så de første 45 minutter sluttede uden mål.

Anden halvleg startede stille, og der skulle gå ti minutter før Randers kom til første reelle chance. Andreas Bruhn slog et fladt indlæg ind foran Jeppe Højbjergs mål som Nikola Djurdjic kom først på, men afslutningen blev skovlet et stykke forbi mål.

Der skulle gå knap tyve minutter af anden halvleg førend vestjyderne fik deres første afslutning efter pausen. Efter et fint angreb endte en løs bold hos Robin Söder og EfB-topscoreren trykkede resolut af, men overplacerede sin afslutning.

De gode EfB tendenser fra første halvleg var i anden halvleg erstattet af dårlig boldomgang og en solid Randers dominans. Awer Mabil, Jesper Lauridsen og debutanten Lasha Parunashvili blev alle sendt på banen af Lars Lungi Sørensen, men det var fortsat hjemmeholdet, der styrede løjerne. Ti minutter før tid fik Bruhn sendt en god afslutning afsted, men Jeppe Højbjerg var velplaceret og nuppede den farlige skudchance.

Kort efter blev et frispark fra Mabil sendt ind i feltet, hvor Georgios Katsikas kom først til bolden og fik headet hårdt mod mål. Hovedstødet sad dog lige på keeperen, og dommeren dømte tilmed frispark imod EfB-stopperen.

I slutminutterne fik vestjyderne skabt et pres, med flere dødbolde til følge. Der kom dog intet slutprodukt ud af strabadserne og dermed sluttede det som det startede med stillingen 0-0.

Efter dagens indsats var cheftræner Lars Lungi Sørensen ved godt mod forud for de kommende kampe:
- Jeg synes vi fik vist, at vi er på vej fremad og at vi udvikler os som hold. Spillet på bolden er blevet bedre og med 0-0 mod Randers, som lige har vundet 4-0, så er vi fint rustet til playoff-kampene. Det var vigtigt at spille til nul, så jeg synes det ser lovende ud, udtalte han efter kampen

Med dagens resultat er EfB sikre på at slutte på puljens fjerdeplads og skal efter den sidste puljekamp hjemme mod OB, møde tredjepladsen fra den anden nedrykningspulje.

Af Anders Kilgast Jensen

nyheder_divider