Ny salgschef kender EfB og Sydvestjylland

21. Dec. 2016

EfB har ansat Christine Bendixen som salgschef med tiltrædelse 1. januar 2017. Med den tidligere sponsor- og eventchef i SE i spidsen for det nydannede salgsteam får EfB tilført en leder med et tæt kendskab til klubben og et stort netværk i det sydvestjyske område. 

- Jeg glæder mig meget til opgaven, som jeg vil gå til med stort engagement og med en fast tro på, at opbakningen til EfB i med- og modgang altid vil bestå. EfB er regionens flagskib i idrætsverdenen, en traditionsklub, der betyder meget for mange mennesker, og den rolle i Sydvestjylland vil jeg gerne være en del af og bidrage til at udbygge. Jeg har haft med salg at gøre i stort set hele mit arbejdsliv, og så tilfører jeg en ekstra dimension ved også at have siddet på den anden side af bordet og vide, hvad man som samarbejdspartner forventer af EfB, siger Christine Bendixen.

Med en fortid inden for salg og markedsføring i medieverdenen og detailhandlen tiltrådte hun i 2009 i SE, hvor hun gennem årene har fået udvidet sine ansvarsområder.  Hun tog oprindelig HH på Varde Handelsskole, inden hun begyndte som kontorelev og siden reklamekonsulent på dagbladet Vestkysten. Siden har hun suppleret sin uddannelsesbaggrund med diplom i ledelse fra Erhvervsakademi SydVest. 

Salgskonsulent i EfB siden 2005 Lone Marie Jessen har opsagt sit job for at tage imod et tilbud om at blive Key Account Manager i Dansk Håndbold Forbund, hvor hendes arbejdsområde bliver salg af sponsorater til dame- og herrelandsholdene. Hun fortsætter i EfB indtil 1. februar.

- Lones afgang er et tab for EfB. Lykkeligvis har vi med ansættelsen af Christine Bendixen fået en person med et lokalkendskab og et netværk, der matcher hendes. Med det nye salgsteam suppleret af andre nøglepersoner i organisationen, som supporterer det kommercielle arbejde, er EfB stærkt rustet, siger adm. direktør Hans-Peter Rasmussen.

EfB’s salgsafdeling vil i fremtiden bestå af:

Christine Bendixen, 51 år og salgschef, tiltræder 1. januar. Hun er gift med Henrik Iversen, og parret har tilsammen fire børn.

Carsten Andersen, 51 år, tiltrådte 1. juni som salgskonsulent i EfB. Han har ni års erfaring inden for netværk og sponsorvirksomhed fra Vejle Boldklub og har tillige en kortere periode været ansat i FC København. Han har i de første måneder i EfB brugt mange ressourcer på at gøre Sydvestjyllands største erhvervsnetværk endnu stærkere og mere værdifuldt for deltagerne.

Flemming Kjær Hansen, 39 år, tiltrådte 1. november som salgskonsulent i EfB. Han var i næsten 13 år ansat i Sportigan, hvor han siden 2005 har haft ansvaret for samarbejdet om sportsbeklædning med et stort antal klubber inden for flere idrætsgrene i det sydvestjyske område.

Af Frede Madsen

nyheder_divider