Braithwaite brillerede i sæsonens første sejr

14. sep. 2012

Esbjerg fB’s Martin Braithwaite afgjorde kampen med to scoringer i første halvleg, som grundlagde esbjergensernes første sejr siden tilbagevenden til Superligaen. OB formåede aldrig for alvor at true hjemmeholdet, hvis sejr blev cementeret af Jesper Langes hovedstødsscoring midt i anden halvleg til slutresultatet 3-0. 

Efterårsblæsten over Blue Water Arena så ud til at inspirere Esbjerg fB, som kom stormende mod gæsternes mål fra kampens første minut. Martin Braithwaite brød igennem i midten af banen og fik afdriblet en fremstormende OB-keeper, men den unge esbjergenser blev presset til en svær tilbagelægning, som Jesper Lange ikke kunne få afsluttet. Samme Lange fik lidt senere sit nærgående hovedstødsforsøg pareret af Jesper Christiansen i OB-målet. Langes afslutning faldt efter fint samspil mellem Peter og Jakob Ankersen, som virkede oplagte i hjemmeholdets højreside.

Selvom EfB stod for de farligste forsøg, sad OB på bolden det meste af halvlegen, men gæsterne formåede aldrig for alvor at true Lukas Hradecky i Esbjergs mål. EfB fortsatte dog med at true, og efter knap en halv time bragede Nicolai Høgh Jonas Knudsens indadskruede hjørnespark på overliggeren. Blot tre minutter efter kom belønningen, da et lynhurtigt kontraangreb iscenesat af Ankersen-tvillingerne blev fornemt afsluttet af Braithwaite, der frækt og resolut sendte kuglen i kassen med hælen.

OB vendte tilbage i boldbesiddelse, men det bekymrede ikke hjemmeholdet, som ved første mulighed under fem minutter efter føringsmålet igen slog kontra. Altid hårdtarbejdende Lange viste fin teknik, da han elegant vendte forbi Anders Møller Christensen på banens midte og efter en kort dribletur sendte en fremstormende Braithwaite fri i højreside, hvorfra kampens første målscorer udplacerede Jesper Christiansen med et finesseskud fladt i det lange hjørne.

Ingen pauser efter pausen

Pausen bremsede ikke esbjergenserne, som i stedet for at forsvare 2-0-føringen fortsatte med at angribe, præcis som cheftræner Jess Thorup ønskede det. Fem minutter inde i halvlegen snød Lange OB’s offsidefælde og kom til baglinjen, men fra feltkanten overplacerede Esbjergs nye norske midtbanedirgent, Magnus Lekven, Langes tilbagelægning.

En time inde i kampen lukkede en velspillende Jesper Lange reelt kampen med et snu hovedstødsmål. Jonas Knudsen blev i et nyt kontraangreb sendt af sted i venstresiden, hvorfra han sendte bolden ind i panden på Lange, som ved bageste stolpe sneg sig foran sin oppasser og headede bolden fladt ind til 3-0.

Det tredje mål punkterede udeholdet, som fortsatte i teten, men bøvlede med at bryde igennem og true Hradeckys mål. Hjemmeholdets fokus skiftede helt naturligt til primært at forsvare føringen, hvilket gav fynboerne plads til at jagte deres spinkle håb om point. OB’s bedste mulighed faldt ti minutter før tid, hvor Rasmus Falk udnyttede et esbjergensisk forsvar i ubalance og fandt indskiftede Marcus Pedersen på kanten af feltet, men nordmandens forsøg blev sikkert pareret til hjørnespark af Hradecky. 

Presset på Esberg-defensiven steg mod kampens slutning og kulminerede med en smule panik i feltet efter et hjørnespark. Hradecky sprællede på stregen, men OB’erne blev ved med at pumpe bolden ind mod målet, indtil Steffen Ernemann på stregen headede bolden ud af feltet til esbjergensisk befrielse og sæsonens første sejr.

- Vi har arbejdet stenhårdt på at komme tættere sammen i gruppen henover landskampspausen, så det var forløsende at sejren kom i dag, og måden den kom på var fed. Vi vinder fuldt fortjent mod et stærkt OB-hold, som jeg forventer kommer til at ligge i top tre. Det viser det potentiale, der er i vores unge hold, som har brug for selvtillid gennem en sejr for at få forløst det, siger cheftræner Jess Thorup.

Af Nicolaj Stage

nyheder_divider