EfB-talenter mod Brøndby

24. aug. 2012

Esbjerg fB’s to bedste ungdomshold, U17 Liga og U19 Liga, har indledt sæsonen med tilsammen tre sejre, og lørdag eftermiddag tager begge hold imod Brøndby IF’s største talenter.

Kampene foregår samtidig kl. 15.00, idet U17 spiller på bane 4 og U19 på Esbjerg Atletikstadion. Forhåbentlig bliver det indledningen på en god weekend med hele tre opgør mod Brøndby, det sidste søndag i Superligaen.

Sæsonens første topopgør i Esbjerg
U17 Liga har fået en pointmæssigt fornem start på den ny sæson med sejre over Silkeborg IF og HB Køge, og da også Brøndby har gjort rent bord med sejre over FC Nordsjælland og Vejle Boldklub Kolding, er der dækket op til topopgør i Esbjerg mellem seneste sæsons guld- og bronzevindere.

EfB-træner René Christiansen betragter nærmest Brøndby som et landshold i blågul forklædning, idet den stærke trup rummer rigtig mange dygtige fodboldspillere på nationalt niveau. Virkelig en manddomsprøve for EfB’s talenter.

- Vi ved, hvad der venter os, og er forberedt på at byde Brøndby op til kamp. Vi glade for sæsonåbningen og suger masser af erfaring ind i truppen for hver spillerunde, der går. Nu har otte ud af 11 i startformationen ligaerfaring, hvilket er et klar fremskridt i forhold til de to første kampe. Vi er klar til at tage yderligere et skridt mod Brøndby, siger René Christiansen.

Truppen:
Der er et forventet afbud fra Andreas Ibsen, der erstattes af Frederik Vistisen. Der er således mulighed for debut til Frederik, der vil være den sjette spiller fra årgang 1997, som spiller med hos ligaholdet i denne sæson. Den endelig trup udtages efter fredagens træning.

Brøndby hører ikke til i bunden
EfB’s U19 Liga-mandskab fik en lige så flyvende indledning på sæsonen som U17, da det blev til en 4-0-sejr over oprykkerne fra Silkeborg IF. Holdet var oversidder i seneste runde, og mange af spillerne har været i aktion for reserveholdet mod U19-landsholdet.

Brøndby har fået en atypisk dårlig start på sæsonen med to nederlag, hvilket dog ikke ændrer på, at truppen er spækket med landsholdsspillere. Fire profiler er netop udtaget til U19-landsholdet, og samme antal er på U18-landsholdet. EfB kommer utvivlsomt til at møde et revanchelystent Brøndby-hold med mange dygtige individualister.

- Vi er fulde af optimisme og selvtillid og klar til udfordringen mod Brøndby. Vi glæder os til en spændende kamp på forhåbentligt højt niveau, siger træner Lars Lungi Sørensen, hvis mandskab er styrket med to vigtige spillere til det interessante opgør.

Truppen:
Søren Mikkelsen glider ud af truppen og erstattes af midtbanespilleren Jonas Govaerts, der er tilbage efter en skade. Desuden støder Casper Nielsen til fra superligatruppen og spiller U19-kampen.

Af Frede Madsen

nyheder_divider