Lange tændt før Randers-opgør

10. aug. 2012

Jesper Lange husker den sitrende oplevelse i Randers 29. maj i fjor, da alt stod på spil, og Randers FC og Esbjerg fB med EfB’s sene scoring til 2-2 endte med at trække hinanden ned i afgrunden. Lange tændte med udligningen til 1-1 i første halvleg håbet, men i den sidste ende rakte målet ikke til at overleve.

Efter mellemspillet i Betsafe Ligaen mødes de to oprykkere i Superligaen igen på AutoC Park mandag aften, og Jesper Lange ser frem til atter at blive konfronteret med Randers på topniveau.

- Randers er et hold, vi har meget historie med – blandt andet den tabte pokalfinale i 2006 – og som vi skal måle os med. Det ville være fedt at tage sæsonens første sejr deroppe, siger EfB-angriberen.

Randers har efter 1-6-blamagen mod SønderjyskE i premieren klaret sig pænt i Superligaen med sejre over OB og AGF samt et knebent nederlag til FC Midtjylland. EfB har kun tjent et point og tabt tre kampe med et mål.

- Vi har spillet fire tætte kampe, og vi ville have scoret flere mål og haft flere point, hvis vi havde været skarpere i begge felter. De der forbandede marginaler er årsagen til, at vi har klaret os dårligere end Randers. Personligt vil jeg gerne komme frem til flere chancer, og selv om der er mindre tid på bolden i Superligaen, er det ikke hele forklaringen. Det handler også om at blive sat i scene, og jeg vil gerne have flere bolde i dybden, så jeg kan komme ud i nogle løbedueller, siger Jesper Lange.

Han nævner yderligere en årsag til, at den første sejr meget gerne må komme i Randers. Da holdene mødtes i det nævnte nedrykningsslag for godt en sæson siden, havde de aftalt fairplay, herunder at stillinger fra de øvrige, afgørende kampe ikke måtte nævnes undervejs. Det forbrød stadionspeakeren sig imod, og det har Lange ikke glemt.

Derfor glæder Jesper Lange sig til – måske sammen med en ny angrebsmakker, Kenneth Fabricius – at sætte de afgørende stød ind og få kontakt med midten af Superligaen.

nyheder_divider