Mulig debut mod FC Midtjylland

01. sep. 2012

Magnus Lekven trænede lørdag formiddag for første gang med sine nye medspillere i Esbjerg fB og føler sig mentalt klar til at spille mod FC Midtjylland søndag, såfremt cheftræner Jess Thorup vælger at gøre brug af nordmanden.

- Træningen i dag var mest for at få flyveturen ud af kroppen, og jeg føler mig i fin form. Efter at jeg var lidt skadet i begyndelsen af sæsonen, har jeg spillet mange tippeligakampe for Odd Grenland, senest hele kampen mod Brann for en uge siden. Jeg er blevet taget rigtig godt imod af trænere og spillere, og stadion er fint. Jeg er vant til at spille på kunstgræs og glæder mig til at spille rigtig fodbold på græs, siger Magnus Lekven. 

Han ser også frem til at prøve et andet spilsystem efter at have spillet 4-3-3-system i den norske klub, hvor han har spillet siden 2005. Jess Thorup nåede under og efter træningen at give ham nogle pejlemærker om, hvordan der spilles fodbold i EfB. 

Magnus Lekven og den unge angriber, Casper Nielsen, er nye i EfB-truppen, der er uden Mikkel Vendelbo efter hans lynskifte til norske Hønefoss BK fredag. Arnór Smárason er ikke blevet klar efter den knæskade, der tvang ham til at udgå tidligt i kampen mod Brøndby, og Kian Hansen afsoner sidste karantænedag. 

- Både vi og FC Midtjylland fik en mentalt vigtig sejr i løbet af ugen, de i kvalifikationen til Europa League mod Young Boys i Schweiz og vi efter forlænget spilletid i Viborg i DBU-pokalen. Det er derfor to hold, der kan blive mærkede på kræfterne, og kampens udvikling bliver afgørende for, hvem der har overskuddet og moralen, siger Jess Thorup. 

Både FC Midtjylland og EfB har haft en skuffende sæsonstart i Superligaen. Jess Thorup hæfter sig ved, at søndagens modstander fortsat har potentialet til at blande sig i toppen af ligaen, og at hans eget mandskab er ubesejret tre kampe i træk, hvis man medregner pokalgyseren mod Viborg FF. 

- Vi satser på at videreføre den opadgående kurve og fortsætte pointhøsten. Spillet behøver ikke være kønt og overbevisende, det er sejrene, der tæller, siger Jess Thorup. 

nyheder_divider